I det fynske folks tjeneste

- Der er mange følelser i spil, siger GOG'er om bronzekampe

Med en GOG-sejr på 37-31 over Aalborg er kampen om bronzemedaljerne stadig helt åben.

- Bronzemedaljekampe er noget specielt, der er mange følelser i spil, siger Torsten Laen. Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix/arkiv

I samarbejde med TV 2 SPORT

GOG har fortsat mulighed for at hænge en DM-medalje om halsen i denne sæson.

Mens Aalborg vandt første bronzekamp, slog fynboerne mandag aften tilbage og vandt andet bronzeopgør 37-31.

Dermed fik GOG rejst sig efter tre nederlag i streg – to semifinalenederlag til Skjern og senest et nederlag til Aalborg.

- Bronzemedaljekampe er noget specielt, der er mange følelser i spil. Sidst var det meget: "Hvem var mindst skuffet over ikke at være i finalen?". Der havde Aalborg haft lidt længere tid til at bearbejde det end vores skuffelse mod Skjern, siger Torsten Laen til TV 2 SPORT efter kampen.

Læs også Ung målmand sikrede sejr i førstevalgets trøje: - Det var bare fedt

GOG spillede en god kamp i Aalborg, mener stregspilleren. Men han ligger også stor vægt på, at sejren i ligeså høj grad skyldes det psykiske spil som det fysiske.

- Måske var Aalborg lidt mere påvirkede af, at det var sidste gang i dag (sidste hjemmebanekamp for Aalborg, red.) og afsked med spillere. Så det mentale spiller ekstra meget ind i de her bronzekampe, siger Laen.

Kun én enkelt gang i opgøret var Aalborg i front, nemlig ved stillingen 20-19. Ellers sad GOG fuldstændigt på kampen og sikrede sig en sejr på seks mål.

Mens der var stor glæde over sejren i GOG-lejren, var skuffelsen stor i Aalborg.

- Vi ville gerne have afgjort det i dag i en næsten fyldt hal, og jeg ved sgu ikke, hvad der gik galt. Vi spiller vel cirka ligeså ringe, som vi gjorde nede i GOG - det gjorde GOG bare ikke. Så der skal ske et eller andet før kampen på torsdag, hvis vi skal hive den her hjem, siger René Antonsen.

GOG og Aalborg mødes i den tredje og afgørende bronzekamp torsdag den 31. maj.

Læs også Målfest: GOG sikrer tredje kamp om DM-bronze