I det fynske folks tjeneste

Fynsk legetøjsbutik kommer BR-kunder til undsætning og bytter julegaver

Lokale butikker har siden Top-Toys konkurs valgt at hjælpe kunderne med at bytte julegaver - og flere kommer fortsat til.

Køen var lang foran BR på Roskilde Torv lørdag. Det er en af de udvalgte butikker, hvor handlende kan bytte deres julegaver frem til 31. december 2018. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV2.dk

Mange kunder kom i klemme, da koncernen Top-Toy, der står bag legetøjsbutikkerne BR og Toys'R'Us, fredag blev erklæret konkurs.

 

Læs også Gavekort til Fætter BR og Toys"R"Us kan alligevel refunderes

 

Men nu er der opstået en ny mulighed for de klemte kunder. Flere lokale legetøjsbutikker har nemlig valgt at komme dem til undsætning og tilbyder at bytte deres julegaver.

Det drejer sig blandt andet om MID Hobby i Viborg og Legekæden i Støvring, Aars, Nykøbing F og Bogense.

- Jeg tænker på børnene. Det er synd, hvis de har fået en barbie, de havde i forvejen, eller to Hulk og hellere vil have en Spider-Man. Der går ikke noget af os ved at bytte, siger indehaveren af Legekæden i Bogense, Rie Maegaard, hvor det er muligt at bytte i januar.

Alle skal have en chance

Top-Toy drev 226 BR-butikker og 72 Toys'R'Us-varehuse i Norden. Men koncernens konkurs betyder, at langt størstedelen af butikkerne i Danmark, Sverige, Finland og Island fredag lukkede ned med øjeblikkelig virkning.

Kun 24 butikker holder åbent året ud. Det har givet lange køer af børn og forældre, der gerne vil bytte deres julegaver, inden de to kæder endegyldigt lukker og slukker.

Men butiksindehaveren synes også, at de kunder, der har været på ferie eller ikke bor i nærheden af en åben Top-Toy-butik, skal have en chance. Derfor håber hun, at flere forretninger vil træde til.

- Jeg synes, alle (legetøjsbutikker, red.) skulle være enige om at hjælp. Det handler også om kundeservice, og det vigtigste er jo, at der går en glad kunde ud af døren, siger hun.

Gavekort kan ikke bruges

Det er dog ikke alle de tidligere kunder i den konkursramte koncern, som kan finde trøst hos de lokale legetøjsforretninger.

Gavekort til BR eller Toys'R'Us blev fra konkursdagen værdiløse og kan derfor hverken bruges i de butikker, der stadig har åbent til nytårsdag, eller nogle af de andre forretninger, der har tilbudt at hjælpe folk med bytning.

Har man købt et gavekort efter 30. november, hvor koncernen gennemgik en rekonstruktion, er det dog muligt at få pengene retur.

Stort januarudsalg på vej

Efter lukningen af de mange BR og Toys'R'Us butikker ligger der stadig et stort varelager, som koncernen ikke ønsker at brænde inde med. Det skal med stor sandsynlighed nedbringes med et stort januarudsalg, har pressetalsmand for Top-Toy Lars Bo Kirk tidligere udtalt til TV 2.

- Sådan som det ser ud nu, er der udvalgt 53 butikker, der har åbent indtil nytår, og jeg tror også, at det bliver de butikker, der kommer til at have udsalg. Men vi kan ikke love noget, for der er meget, der er uklart lige nu, sagde han.

Siden konkursen har legetøjsbutikker løbende meldt sig under fanen til at bytte julegaver fra Top-Toys butikker. Det kan derfor være en god ide at tjekke, om ens lokale har meldt noget ud.