Uvejr på vej: Her truer voldsom regn og skybrud

Et uvejr med regn, torden og risiko for skybrud nærmer sig landet og vil ramme landet i dag torsdag.

Her til morgen er et udbredt regnvejr på vej op over Danmark, men det er først i løbet af eftermiddagen, vi forventer de kraftige byger. Inden da er et udbredt regnvejr med silende regn på vej op over landet.

I eftermiddagstimerne torsdag vil en koldfront nærme sig fra vest, og det er langs koldfronten, vi forventer de kraftigste byger. 

Disse byger kan blive så kraftige, at der kan komme skybrudsagtig regn eller sågar regulære skybrud. Derfor har TV 2 VEJRET udsendt varsel om skybrud. 

Det første område, der står for skud er Haderslev, Aabenraa og Sønderborg samt hele Fyn, Samsø, Lolland-Falster og det vestligste af Sjælland. Her vil der i perioden mellem klokken 12 og 19 være forøget risiko for skybrud. 

Ud på eftermiddagen rykker uvejret mod øst, så risikoen vil være størst på store dele af Sjælland og øerne. Risikoen er størst mellem klokken 14 og 20 på disse kanter.

Lunt i de østlige egne inden bygerne

Sidst på eftermiddagen og ud på aftenen, er det på Bornholm, der er risiko for skybrud. Her gælder varslet mellem klokken 17 og 22.

Selvom du bor i risikozonen for skybrud, er det ingen garanti for, at du vil opleve skybrud.

Inden koldfronten for alvor kommer ind over de østlige egne, kan man her få op til 22 graders varme.

I Jylland og på Fyn rammer vi beskedne 17-21 grader. Efterhånden forventer vi at der kommer lidt sol i de sydvestlige egne i forbindelse med en opklaring ud på dagen.

Oversigt

    Oversigt