I det fynske folks tjeneste

Pas på tilbud om gratis ferie

En telefonopringning med et tilbud om en gratis ferie. Det kan lyde som et dejligt tilbud, men pas på.

Vær påpasselig hvis telefonen ringer, og du bliver tilbudt en gratis rejse.

For i den seneste tid er en række danskere blevet ringet op af amerikanske virksomheder og har fået tilbudt gratis rejser til blandt andet Caribien og Florida.

Typisk er det en kvinde, der ringer op og på engelsk fortæller, at man har vundet en rejse. Oftest har man dog kun vundet chancen for at få en billig rejse. For at få rejsen skal man dog videregive sine konto- og kreditkortoplysninger til firmaet.

Forbrugerombudsmanden advarer mod, at man videregiver sine oplysninger, da firmaet går ind på ofrenes konto og hæver penge.

Hvis du bliver ringet op

Forbrugerombudsmanden har følgende råd til, hvad du skal gøre, hvis du bliver ringet op og tilbudt en gratis rejse.

- Hold på dit kort. Lad være med at give dine kort- og kreditkort-oplysninger til et firma, som du ikke kender til.

- Få tilbuddet på skrift eller e-mail. Indgå aldrig en aftale med et firma uden at du kender alle betingelser.

- Tjek dit kontoudtog. Hvis du har indgået en aftale med firmaet om fx et rejsebevis, og der er blevet hævet mere end aftalt, skal du hurtigst muligt gøre indsigelse over for firmaet og evt. få annulleret købet. Dette gælder også, hvis du ikke har modtaget rejsebeviset – eller hvis du slet ikke mener at have indgået en aftale, og der alligevel er blevet trukket penge fra din konto.

- Kontakt din bank. Har indsigelserne ingen effekt, skal du kontakte din kortudsteder (bank) for at få pengene tilbageført.