I det fynske folks tjeneste

Politi i samarbejde med Vollsmose-borgere

Beboerrepræsentanter fra Lærkeparken i Vollsmose mødes torsdag med vicepolitikommissær Jan Kurt Larsen. Det sker i forsøget på at dæmme op for de mange påsatte brande, der de seneste tre måneder har hærget bydelen.

Skærpet opmærksomhed

- Vi skal have bekræftet hinanden i, at det er vigtigt at være ekstra opmærksom for tiden. Ser beboerne en person, som ikke hører hjemme i opgangen, er der grund til at være på vagt, siger Jan Kurt Larsen.

Samtidig opfordrer politiet beboerne til at fjerne klapvogne og barnevogne fra opgangene. Det er her nogle af de 20 brande har været antændt. Det skete senest natten til tirsdag.

Kan give livstidsstraf

Politiet arbejder ud fra en teori om, at en række af de seneste brande er påsat af samme gerningsmand. På den anden side vil de ikke afvise, at der er flere brandstiftere på spil. Der kan være såkaldte copycats, som lader sig rive med af medieomtalen.

Om ildspåsættelserne er drengestreger eller skyldes en pyroman, ved ingen endnu.

- Hvis vi snakker strafferamme har vi dog forlængst passeret drengestreger. Strafferammen er op til livstid. Vi ser meget alvorligt på sagen, siger Jan Kurt Larsen.