I det fynske folks tjeneste

Politiet efterforsker voldtægt af fynsk kvinde i Fredericia

En 28-årig kvinde fra Fyn har anmeldt til politiet, at hun blev voldtaget på gaden i Fredericia nytårsnat.

Foto: Per Frank Paulsen

Sydøstjyllands Politi er sent søndag i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder i en voldtægtssag fra Fredericia.

En 28-årig kvinde har anmeldt, at hun blev voldtaget i byen nytårsnat. Overfaldet fandt sted udenfor, men politiet kan endnu ikke oplyse, præcis hvor og hvornår.

- Det skete ude i virkeligheden, siger vagtchef Jesper Engelund.

Kvinden kommer fra Fyn og indgav sin anmeldelse til Fyns Politi.

Først senere blev sagen overdraget til politikredsen i Sydøstjylland. Derfor er det småt med oplysninger om sagen.

- Der foregår de sædvanlige undersøgelser af kvinden og foreløbige afhøringer. Men vi ved ikke så meget endnu, siger Jesper Engelund.

Hvis en person har været udsat for voldtægt, kan det være nødvendigt at foretage en lægelig undersøgelse af offeret. Det sker blandt andet for at sikre bevismateriale.