Politiet slår til mod bordeller

Sydøstjyllands Politi har mandag slået til mod bordeller i Odense, Århus og Horsens i deres almindelige indsats mod rufferi og menneskehandel.

Politiet har anholdt 10 personer af udenlandsk oprindelse. I Odense er der anholdt tre kvinder på en enkelt adresse.

- Det drejer sig om tre mænd og syv kvinder, fortæller vicepolitiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi.

Aktionen gik igang klokken 10.00 mandag formiddag og var fortsat igang mandag eftermiddag, hvorfor der kan ske flere anholdelser og af samme grund er det sparsomt med detaljerede oplysninger.

- Som det ser ud nu, vil syv af de anholdte blive afhørt i et indenretligt forhør i løbet af mandag, og tre vil blive fremstillet i grundlovsforhør i mandag, fortæller Carit Andersen.

Indenretlige forhør bruges blandt andet i sager, hvor man vil sikre, at for eksempel udenlandske prostituerede kan afgive forklaring over for en dommer, inden de eventuelt bliver udvist af landet.

Aktionen er koordineret af Sydøstjyllands Politi i Horsens i samarbejde med Fyns og Østjyllands Politi samt National Udlændinge Center, Center for Menneskehandel og SKAT.

Oversigt

    Oversigt