I det fynske folks tjeneste

Polsk klub sparer Nicki P. væk

Nicki Pedersen kører ikke for sin polske klub mandag. Zielona Gora har på forhånd opgivet at vinde matchen mod Tarnow og vil spare lønnen til danskeren.

-

Nicki Pedersen kører ikke for sin polske klub mandag. Zielona Gora har på forhånd opgivet at vinde matchen mod Tarnow og vil spare lønnen til danskeren.

Når den polske speedwayklub Zielona Gora mandag møder Unia Tarnow i den nationale liga, er den danske verdensmester Nicki Pedersen ikke med på holdet. Zielona Gora har ganske enkelt opgivet af vinde duellen mod Unia Tarnow, der har de to verdensstjerner Tony Rickardsson og Tomasz Gollob på holdet. Den polske klub vil derfor spare på lønudgifterne ved at undlade at gøre brug af Nicki Pedersen.

- Det er træls, men sådan er det bare. Man ved aldrig med polakker. Men jeg kan klare det økonomisk. For selv om jeg har kontrakt på, at jeg mindst skal køre 18 løb, har jeg kun budgetteret med mellem 10 og 15, for man kan aldrig helt regne med polakker, siger Nicki Pedersen til Ritzau.

I den polske liga må der kun være en Grand Prix-kører på hvert hold ad gangen. Den plads har Nicki Pedersen siddet sikkert på for Zielona Gora, men alligevel har holdet kun vundet en enkelt af sæsonens første fem matcher.

Nicki Pedersen forklarer det selv med, at udover ham selv, er det kun Piotr Swist, der formår at give gas, som han udtrykker det. Niveauet på de andre polske kørere er ganske enkel for lav, og derfor har holdet ikke en chance, når modstanderen blandt de polske kører har en mand som Tomasz Gollob.

Den danske verdensmester mener derfor ikke, at holdet har en realistisk mulighed for at komme med i det afgørende slutspil, og han ser da også først og fremmest sit engagement i det polske som et arbejde, hvor han skal tjene sin daglige hyre. Det har han også fået lovning på, at han får mulighed for igen, når Zielona Gora næste søndag møder Leszno

- Jeg har fået at vide, at jeg kører den 16. maj, siger Nicki Pedersen.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip