Privathospitaler stjæler OUH-personale

Sygeplejersker skifter i stor stil job fra OUH til fynske privathospitaler, og det kan få konsekvenser for patienterne, frygter ledelsen på det offentlige sygehus.

Janne Rosenfeld er en af de sygeplejersker, der har skiftet jobbet på OUH ud med et job på et privathospital.
Efter 22 år på Neurokirurgisk Afdeling er hun nu chefsygeplejerske på Center for Rygkirurgi i Odense.
Også syv af hendes tidligere kolleger er startet på privathospitalet.

- Jeg tror, det er fordi, de har lyst til at arbejde i en anden organisationsform end der er på de store offentlige universitetshospitaler. Der er kortere kommandoveje på et privathospital, og der er en anden fokus på både kvaliteten i plejen til patienterne og på arbejdsgangen, siger Janne Rosenfeld.

Svære at erstatte

Jens Peter Steensen, der er direktør på OUH frygter udviklingen.

- Det er tit, at det er inden for specialiserede områder - altså medarbejdere med en betydelig kompetence, og de er ikke sådan lige at erstatte, og det påvirker os, og det tager tid at erstatte dem, siger han.

Det betyder, at OUH kan få længere ventetid på forskellige specialområder.

Nogle områder hårdt ramt

Der findes ikke tal for, hvor mange uddannede sygeplejesker, der findes på Fyn, og hvor mange af dem, der arbejder på privathospitaler, men på landsplan er der tale om 60.000 uddannede, hvor 800 af dem er ansat på privathospitaler.

Umiddelbart lyder det ikke faretruende men det er et problem, fordi det på nogle udvalgte områder kan dreje sig om til til tyve procent af sygeplejerskerne.

Oversigt

    Oversigt