I det fynske folks tjeneste

Psykiater Kjeld Fruensgaard skal i forvaring

Retten har fredag formiddag dømt Kjeld Fruensgaard til forvaring. Det sker fordi, speciallægen i psykiatri stadig nægter at udlevere navnene på de patienter, der påstår at de har været udsat for vold på Odense Politigård.

-

Retten i Odense har fredag formiddag dømt Kjeld Fruensgaard til forvaring. Det sker, fordi speciallægen i psykiatri stadig nægter at udlevere navnene på de patienter, der påstår at de har været udsat for vold på Odense Politigård.


Forvaringen kan strække sig op til seks måneder, hvis ikke Kjeld Fruensgaard ombestemmer sig og giver anklagemyndigheden oplysningerne.


Fruensgaard har ikke tavshedspligt
Sidste år skrev Fruensgaard et læserbrev i Fyens Stiftstidende, hvor han fortalte om politiets påståede overgreb mod fem af hans klienter. De skulle angiveligt være blevet pryglet med våde håndklæder. Kjeld Fruensgaard har nægtet at udlevere navnene på patienterne ved at henholde sig til sin tavshedspligt som læge.


Dommer Lund Larsen fastslår dog i byretsdommen, at Kjeld Fruensgaard ikke har ret til at nægte at vidne. Dermed er betingelserne opfyldt for, at \"anvende tvangsmidler\" - d.v.s. forvaring.


I dommen står, at retten vurderer, at løbende bøder ikke vil få Kjeld Fruensgaard til at komme med oplysningerne. Derfor skal psykiateren tages i forvaring af politiet. 


Statsadvokaten er tilfreds
Statsadvokat Birgitte Vestberg siger, at hun er tilfreds med dommen, som hun beskriver som den mindst indgribende over for Fruensgaard.


\"Forvaring er en metode, jeg sjældent har anvendt. Men det er også sjældent, at en person nægter at vidne, selv efter at Højesteret har pålagt ham at vidne\", siger Birgitte Vestberg.


Dommen kæres
Odense Politi har i eftermiddag været hjemme hos Kjeld Fruensgaard for at forkynde dommen, men døren blev ikke åbnet. 


Sammen med sin advokat har Fruensgaard nu besluttet, at han vil kære dommen til Landsretten. Dermed bliver frihedsberøvelsen udsat.