I det fynske folks tjeneste

Pyroman bag to påsatte brande på samme ejendom

Beboerne i en beboelsesejendom i Odense er opskræmte efter at en pyroman to gange siden tirsdag aften har forsøgt at sætte ild til ejendommen. Den ukendte gerningsmand brugte begge gange brandbar væske i et af ejendommens kælderlokaler.

-

Beboerne i en beboelsesejendom i Odense er opskræmte, efter at en pyroman to gange siden tirsdag aften har forsøgt at sætte ild til ejendommen. Den ukendte gerningsmand brugte begge gange brandbar væske i et af ejendommens kælderlokaler.


Ild i kælder
Den første brand på Tolderlundsvej 78 brød ud kl. 20.41 tirsdag aften. Ved en tilfældighed opdagede en beboer, at der ved hjælp af nogle paprør var tændt ild i et af ejendommens kælderlokaler. Formentlig har der også været anvendt brandbar væske.


Branden blev dog hurtigt slukket af en beboer og forårsagede ingen materiel skade. Men beboerne i ejendommen er stærkt foruroligede over pyromanbranden.


Fire på sygehuset
20. januar i år blev der ligeledes sat ild til ejendommen. Fire beboere måtte den gang en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning, da en pyroman satte ild i trappeopgangen.


Og som om det ikke var nok, så udbrød der brand på Tolderlundsvej 78 igen onsdag morgen kl. 2.23.


Beboer slukkede flammerne
Igen havde en pyroman forsøgt at antænde et kælderrum med papruller og brandbar væske. Til alt held blev ilden også denne gang opdaget og slukket af en beboer inden brandvæsnet nåede frem.


Politiet har ingen spor af gerningsmanden, men er meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner der måtte have observeret noget mistænkeligt omkring Tolderlundsvej 78 tirsdag aften eller onsdag nat.