Rockere på gaden i Odense

Politiet mener, at der var tale om en form for manifestation, da flere hundrede HA-rockere fredag aften gik på gaden i Odense.

Flere hundrede medlemmer af Hells Angels var her til aften på gaden i Odense, hvor de i samlet flok og med rygmærker på gik gennem byens gågade.

Der var tilsyneladende tale om en form for optakt til rockergruppens motorcykelløb, Poker Run, i København senere samme aften.

- Det, vi lægger i det, er, at de har ønsket at give en magtdemonstration. De steg ud af deres køretøjer og gik i samlet flok ned gennem gågaden og trak sig så tilbage igen, siger politiinspektør Bjarne Sørensen fra Fyns Politi.

Rigspolitiet har tidligere vurderet, at der er gnidninger mellem de etablerede rockere og grupper af unge med udenlandsk baggrund. I Odense har der tidligere været flere sammenstød mellem de to grupperinger, men ifølge Bjarne Sørensen har politiet ikke indtryk af, at der har været nogle stridigheder for nylig.

Oversigt

    Oversigt