Se de vilde billeder: Sådan flytter man 200 bisonokser

På torsdag slår bisonfarmen Ditlevsdal ved Morud dørene op for sin første musikfestival nogensinde. I den anledning har ejer Niels Henrik Ove tirsdag flyttet 200 bisonokser. De skal agere naturligt bagtæppe for navne som Johnny Madsen, Hush og Poul Krebs.

Bisonokser er ikke dyr, man bare lige går ud og vifter med armene af, når de skal flytte sig.

Det kræver mindst en firehjulstrækker, lokkende brøl og selvfølgelig et sindrigt system af hegn og låger i mandshøjde til at holde de tonstunge dyr på sporet.

quote Jeg købte faktisk gården her fra en telefonboks i New Zealand. Nogle gange skal man bare kaste sig ud i det

Niels Henrik Ove, ejer, Ditlevsdal Bison Farm.

- Come oooon, Come oooon, Come oooon, råber australske Clayton Brown, mens han hænger ud af bilvinduet.

De første okser har netop rundet første hegnspæl. De er i fuld galop. Clayton Brown hukker bilen i første gear og sætter i gang, så TV 2/Fyns fotograf er lige ved at falde af ladet.

Vi befinder os på Ditlevsdal Bison Farm ved Morud. Vi kan ikke se dyrenes ejer Niels Henrik Ove.

Han løber rundt på et indhegnet bakkedrag bag nogle høje træer. Det er ham, der får bisonerne til at løbe efter os. Vores opgave er at vise dyrene vej med bilen.

Niels Henrik Ove købte sine første fire amerikanske bisonokser for godt 25 år siden. I dag har han 410. 
Niels Henrik Ove købte sine første fire amerikanske bisonokser for godt 25 år siden. I dag har han 410. 

Torsdag slår Niels Henrik Ove nemlig dørene op for Ditlevsdals første musikfestival nogensinde.

Og dyrene, han jager med, er på vej mod den fold, der ligger lige bag scenen, hvor kunstnere som Hush, Johnny Madsen, Esther Brohus, Poul Krebs og Dodo and The Dodos skal spille om få dage.

Dyrene skal kort sagt agere smuk baggrund for festivalen. 

- Scenen kommer til at ligge hernede ved søen, og det kommer til at se ud som om, bisonerne faktisk står oven på scenen, fordi de går på en bakke, siger Niels Henrik Ove. 

I alt har Niels Henrik Ove kørt 200 bisonokser i stilling til på torsdag.

 
 

Gammel ven og inspirator

Det er 25 år siden, Niels Henrik Ove købte sine første fire bisonokser.

I dag er antallet vokset til 410. Og sjovt nok er det netop inspirationen til projektet, der denne tirsdag sidder og råber bag rattet i firehjulstrækkeren.

Australske Clayton Brown er nemlig ikke bare en tilfældig ven på besøg fra Down Under. Han er den ven, der inspirerede Niels Henrik Ove til at kaste sig ud i det med bisonerne. Clayton Brown har selv bisoner i Australien. 

 
 

- Vi mødtes på en ferie. Vi fik drukket nogle øl sammen, og da det så var tid til at rejse hjem, spurgte jeg, om ikke Niels havde lyst til at tage med hjem på farmen, fortæller Clayton Brown.

Han havde netop importeret sine første bisonokser fra Alberta i Canada.

- Niels var vild med ideen, så han gik i gang med at importere sine egne dyr. Og som I kan se, han har gjort det fantastisk, siger Clayton Brown.

Niels Henrik Ove supplerer:

- Jeg købte faktisk gården her fra en telefonboks i New Zealand. Nogle gange skal man bare kaste sig ud i det. Men der gik alligevel to år, før jeg fik mine første bisonokser, siger Niels Henrik Ove.

Det var australske Clayton Brown, der inspirerede Niels Henrik Ove til at begynde at holde bisoner. Det er næsten 30 år siden, de to mødtes på en ferie i Australien. 
Det var australske Clayton Brown, der inspirerede Niels Henrik Ove til at begynde at holde bisoner. Det er næsten 30 år siden, de to mødtes på en ferie i Australien. 

Bidt af bisonokser

Siden er det gået slag i slag, og musikfestivalen torsdag og fredag er blot sidste skud på stammen af ideer fra Niels Henrik Oves side.

Festival på bisonfarmen

Siden starten har Niels Henrik Ove udviklet Ditlevsdal, så farmen i dag er en kendt fynsk turistdestination.

Foruden salg af kød fra gårdbutikken tilbyder han i dag guidede rundvisninger. Farmen har også en restaurant, hvor gæsterne kan smage på det mørke kød.

- Det handler om at få folk ud på den nordfynske prærie og se vores dyr og den fantastiske natur, vi har, siger Niels Henrik Ove. 

Alt sammen aktiviteter, der kan betale for bison-ejerens store passion: Avlsarbejdet og arbejdet med at bevare arten, som for blot få 100 år siden var snublende tæt på udryddelse.

- Vi var med til at udrydde bisonokserne for nogle 100 år siden. Det, der rigtig er en fascination for mig er at få lov at udbrede bisonoksen igen, siger Niels Henrik Ove. 

Niels Henrik Ove er blandt andet med i flere eksportprojekter, hvor han sælger dyr til naturreservater flere steder i verden, blandt andet for at sikre og udvikle arten.

- Vi har faktisk eksporteret over 800 dyr til levebrug. Senest sendte vi en flok af sted til det nordlige Sibirien, siger Niels Henrik Ove.

 
 

Festivalen torsdag og fredag er altså yderligere en måde at skabe forretning omkring dyrene til det arbejde.

Gæster kan købe biletter i døren. Men små 2000 har allerede købt billet. Og det er nok til at få festivalen til at løbe rundt økonomisk.

- Vi har skindet på næsen. Vi går i nul, som det ser ud nu. Kommer der flere penge ind, så får vi lidt ekstra smør på brødet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at tørken sidste år var hård ved os, så det ville da være dejligt med overskud.

Se hele indslaget, hvor Niels Henrik Ove flytter sine bisonokser, her.

Oversigt

    Oversigt