I det fynske folks tjeneste

Salg af fynsk energi: Det ved vi om købers økonomiske muskler

Amerikanske Davidson Kempner, den ene af to kapitalfonde, som er sat i forbindelse med købet af NGF Nature Energy, administrerer aktiver for 163 milliarder kroner. Fonden har tidligere købt stort ind hos statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.

Selv om det er den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners, der har budt på den kommercielle del af NGF Nature Energy, er det i langt højere grad den kommende amerikanske partner, Davidson Kempner, der stjæler billedet.

Inden handlen er effektueret har Pioneer Point Partners proklameret, at man vil involvere Davidson Kempner i handlen, og den amerikanske kapitalfond er ikke hvem som helst.

Sidste år blev den amerikanske kapitalfond sat i forbindelse med skattetænkning ved at placere selskaberne i indviklede konstruktioner i Dublin.

Fra artiklen

Det er en af USA's allerstørste hedgefonde.

Hvad er en hedgefond?

En hedgefond er et investeringsselskab, hvori selskabets midler er balanceret i forhold til forskellige økonomiske sektorer, lande eller andre parametre. Hedgefonde er generelt kendetegnet ved at anvende et bredt antal finansielle instrumenter.

Fonden administrerer aktiver for 26 milliarder dollar - cirka 163 milliarder danske kroner - og det fonden er mest kendt for i Danmark, er køb af en række aktiver og tilhørende låne- og kreditaftaler i milliardklassen på udsalg i statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.

Her har fonden handlet i både 2013, 2014 og 2015.

Og det er ikke småpenge, der er handlet for. 

I 2013 købte den amerikanske fond 69 ejendomsprojekter, der havde en fortid i Roskilde Bank, EBH, Fionia og Eik Bank, for et ikke oplyst beløb.

I juni 2015 blev der solgt en række ejendomsaktiver for 3,3 milliarder kroner fra FIH Erhvervsbank fordelt på 78 selskaber, og igen i december samme år blev der solgt for 1,7 milliarder kroner mere.

Handlerne er blandt andet blevet finansieret af AP Pension og Ringkjøbing Landbobank.

Kritik af fond i Irland

Davidson Kempner har fortaget de danske handler igennem LMN-fonde, der er tilknyttet Davidson Kempner.

Og netop LMN-fondene og deres portefølje af danske låneengagementer fra Finansiel Stabilitet har været udsat for en kritisk gennemgang af The Irish Times, der er en af Irlands største aviser.

Læs også Eksperter: Fynsk energisalg kan blive ny Dong-sag

Sidste år blev den amerikanske kapitalfond sat i forbindelse med skattetænkning ved at placere selskaberne i indviklede konstruktioner i Dublin.

Ifølge oplysningerne, som revisionsfirmaet PWC har skaffet til veje i forbindelse med handlen med NGF Nature Energy, vil Pioneer Point Partners involvere Davidson Kempner for at sikre en mere langsigtet finansiel styrke.

Det er også ambitionen at få en dansk pensionskasse interesseret.

Som nævnt er det Davidson Kempner, der er økonomisk storebror i NGF-handlen.

Pioneer Point Partners seneste regnskab fra 2016 viser en omsætning på 19 millioner danske kroner og et overskud på 7,5 millioner kroner.

Ifølge virksomhedens hjemmeside har man blandt andet investeret i mindre kraftværker, solcelle-virksomheder, renovation og vandforsyning i England, Italien og Spanien.

Retslig strid i Spanien

Projektet i Spanien, hvor Pioneer Point Partners har en mindre ejerandel i et privat konsortium, der har budt på en del af vandforsyningen i Barcelona, har været i politisk modvind, oplyser spanske medier.

Sagen har senest været omkring Højesteret på grund af uenighed om udbudsproceduren.

Som tidligere omtalt hos TV 2/Fyn har den britiske kapitalfond oplyst, at man vil skabe en international biogas-koncern med Vestas som forbillede.

Hovedsædet skal fortsat være i Odense, og planen er vækst og flere ansatte.

Pioneer Point Partners er tidligere sat i forbindelse med en milliardstor investering i et stort fælleskommunalt ethanolanlæg i Holstebro for Maabjerg Energy Center og med en milliardstor investering i 15 til 20 biogasanlæg.

Den sidstnævnte aftale skulle formidles igennem Langfristet Erhvervsfinansiering (LEF), som dog ikke ønsker at fortælle TV 2/Fyn eller andre medier om status for projektet med Pioneer Point Partners.

I Holstebro oplyser bestyrelsesformand Niels Ulrik Nielsen til TV 2/Fyn, at den britiske fond fortsat befinder sig i kulissen, mens man nu koncentrerer kræfterne om at finde en procesoperatør, der både kan bygge og drive etanolanlægget.

Pioneer Point Partners ønsker ikke at udtale sig om den forestående handel. Fonden oplyste torsdag til det engelske energitidskrif ENDS waste & bioenergy, at man ikke ønsker at kommentere købsplanerne i forhold til NGF Nature Energy.