Uenighed om løn: Lærere mister 33.000 kroner i løn

Uenigheder om lønforhandlingen på Rynkeby Friskole betyder, at lærerne mister 33.000 kroner om året. Onsdag demonstrerer Frie Skolers Lærerforening foran friskolen.

Mandag betød uenighed om lønforhandlinger, at de lokale løntillæg for lærerne på Rynkeby Friskole forsvinder. Det får nu den konsekvens for lærerne, at de i gennemsnit mister 33.000 kroner om året.

Det har fået fagforeningen Frie Skolers Lærerforening (FSL) på barrikaderne, og de laver en demonstration foran Rynkeby Friskole onsdag eftermiddag.

Situationen er opstået, fordi skolens bestyrelse ikke vil forlænge den hidtidige lønaftale. Bestyrelsen kræver i stedet, at lærerne i gennemsnit går 18.000 kroner ned i løn om året, hvilket lærerne ikke har villet acceptere.

Og det krav kommer, fordi skolens økonomi ikke kan hænge sammen, hvis lærerne skal beholde deres lønninger, fortæller næstformand i Rynkeby Friskoles bestyrelsen, Bjørn Baunbæk.

quote Skolen er økonomisk presset

Bjørn Baunbæk

- Skolen er økonomisk presset, og derfor har man været nødt til at kigge på, hvordan er økonomien er skruet sammen. Her er det lærerlønninger, der vejer tungest, siger Bjørn Baunbæk. 

Bjørn Baunbæk mener, at besparelser på lønningerne er en nødvendighed for at redde Rynkeby Friskole. Video: Jonas Bertelsen

Da parterne ikke kan enes om en aftale, bortfalder samtlige lokale løntillæg, hvilket altså betyder 33.000 kroner per fuldtidsansat lærer.

Lærerne på friskolen havde indtil mandag en lønaftale, som gav dem 33.000 kroner i lokale løntillæg, og i skolens lønpolitik stod der, at skolen arbejder for at sikre lærerne en løn på niveau med folkeskolens.

I forbindelse med de årlige lønforhandlinger forhandlede parterne længe om en lille stigning af lønnen, men pludselig ændrede skolens bestyrelse kurs. Bestyrelsen krævede, at lærerne gik 18.000 kroner ned i løn.

- Vi har svært ved at få betalt regningerne, og der er dårlige fysiske forhold på skolen, som vi ikke kan blive ved med at forsvare at have børn gående i, siger Bjørn Baunbæk. 

- Det er en fuldkommen uanstændig måde, lærerne bliver behandlet på, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup til foreningens hjemmeside fsl.dk.

To centrale problemer

Uffe Rostrup mener, at sagen illustrerer to centrale problemer med det eksisterende lokale lønsystem. For det første bliver det assymetriske magtforhold meget tydeligt. 

- Bestyrelsen behøver ikke at udvikle lønnen eller forhandle om den. For hvis der ingen aftale bliver, så bortfalder alle tillæg, og det går ensidigt ud over lærerne. Det er helt urimeligt, siger Uffe Rostrup til fsl.dk.

For det andet mener Ugge Rosstrup, at sagen viser, at arbejdsgiverne - skoleforeningerne, ministeriet og Moderniseringsstyrelsen - nægter at tage ansvar for at få lønsystemet til at fungere.

quote Det er en fuldkommen uanstændig måde, lærerne bliver behandlet på

Uffe Rostrup

- Arbejdsgiverne sidder bare og taler skolen efter munden. De tager intet ansvar for at udvikle lønnen, hverken på den enkelte skole eller i sektoren som helhed, siger Uffe Rostrup.

Bjørn Baunbæk fortæller, at Moderniseringsstyrelsen har givet bestyrelsen ret i, at der skal flere penge til skolens vedligeholdelse. 

- Styrelsen har gentagne gange sagt, at bestyrelsen har reddet skolen, siger Bjørn Baunbæk. Han understreger, at bestyrelsen værdsætter skolens lærere:

- Hvis man skulle have kigget udelukkende på økonomien, skulle man have tilbudt lærerne ingenting, men der skal ikke være tvivl om, at vi virkelig værdsætter lærerne.

Styrelse: Lærerne har afslået tilbud

Moderniseringsstyrelsen, der moderniserer de offentlige overenskomster, er enig i, at der skal ændres på lærernes løntillæg.

- Rynkeby Friskole står i en vanskelig økonomisk situation, og bestyrelsen vurderer, at der skal ske en række tilpasninger i skolens økonomi. Det gælder også lærernes løntillæg, siger teamleder Sofie Plesner 
fra Moderniseringsstyrelsen. 

Moderniseringsstyrelsen har forhandlet sagen med Lærernes Centralorganisation, som ønsker højere løntillæg, end hvad skolens økonomi kan bære.

- Rynkeby Friskole har tilbudt Lærernes Centralorganisation, at lærerne kan få et løntillæg på 1.250 kroner månedligt, hvilket Lærernes Centralorganisation har afslået, forklarer Sofie Plesner. 

Artiklen er opdateret med kommentar fra Moderniseringsstyrelsen.

 

Oversigt

    Oversigt