I det fynske folks tjeneste

Satsede sit liv i Odense Zoo: Mand forsøgte at kravle ind til løverne

Manden sprang over flere hegn for at komme ind til løverne. Undervejs stoppede han sit foretagende - måske fordi løverne har ramt ham med deres poter eller klør.

En mand, der ikke er blevet identificeret, kravlede op på et fem meter højt løvehegn i Odense Zoo, hvor han kastede pølser ind til rovdyrene søndag eftermiddag.

Kort før klokken 13.30 sprang en ukendt mand iført cowboyshorts og med en tatoveret bar mave op på hegnet til løveburet i Odense Zoo.

Det oplyser Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Manden kom løbende fra Å-stien, der løber gennem Odense Zoo.

Her kravlede han over hegnet og ind til løveområdet, så det eneste, der adskilte ham fra dyrene, var et hegn. Men det holdt ikke manden tilbage. 

Læs også Tre uønskede løveunger sat fri i Odense Zoo

- Det klatrer han op på, og så begynder han ellers at smide pølser ned til løverne.

- De bliver selvfølgelig meget ophidsede og begynder at hoppe op ad hegnet og har måske ramt manden med en af deres poter eller klør, siger vagtchefen.

Kort tid efter kravler manden ned for øjnene af de mange chokerede tilskuere og løber væk igen ad samme vej, som han var ankommet fra.

Løverne lokket væk

Men selv om dyrene var nok så interesserede i både manden og de pølser, som han havde medbragt, fik de ikke mulighed for at sætte tænderne i hverken det ene eller det andet. 

Læs også Årets første fødsel: Velkommen til verden, Hip018

- Heldigvis er der en dyrepasser, der er rimelig tæt på og reagerer hurtigt og får løverne ind i deres hule og væk fra de pølser, siger Lars Fredensborg.

Ifølge ham var det heldigt, at løvernes opmærksomhed blev afledt, da man ikke vidste, hvad der var i pølserne, som måske kunne indeholde bedøvelse.

Manden, der kravlede over hegnet, er pist væk, lyder meldingen søndag aften.

Mange tilskuer

Det var et travlt tidspunkt på dagen, fortæller Nina Collatz Christensen, der er konstitueret administrerende direktør i Odense Zoo.

- Løverne er populære dyr, så der har helt sikkert været mange mennesker, siger hun.

Odense Zoo ligger på begge sider af Odense Å. På den ene side er der en offentlig sti, der vender op mod nogle af havens anlæg.

Det er her, at manden ifølge gæsterne skal have fået adgang til området. Det hegn, som manden kravlede op på, er omkring fem meter højt.

Mandag vil Nina Collatz Christensen vurdere, om der skal sikres yderligere ud til området. 

- Jeg kigger på det i morgen sammen med mine kolleger og ser, om vi kan sikre det endnu mere. Men altså, man kan jo aldrig sikre det 100 procent, siger hun. 

Læs også Live-tv: Odense Zoo sprætter løve op igen

Ved du noget? Så send os et tip