Seniorjob koster 50 millioner

Allerede i år vil omkring 500 fynboer være i seniorjob, og det kommer til at koste de fynske kommuner kassen. Regningen kan løbe op på 50 millioner kroner.

Lige nu er 224 fynboer ansat i et såkaldt seniorjob. En af dem er Bjarne Nielsen, der er ansat på Langelandsfortet på Langeland.

- Det var en uge før jeg røg på bistandshjælp, så det var jeg lykkelig over, siger Bjarne Nielsen.

Bjarne Nielsen har arbejdet på en fabrik i Ringe i 10 år, men for godt fire år siden, blev han fyret. Nu er han 57 år gammel, og da regeringen i efteråret satte aldersgrænsen for seniorjob ned fra 58 til 55 år blev Bjarne Nielsen berettiget til et seniorjob.

- Jeg vil gerne være her til jeg kan gå på efterløn om 5 år, siger han.

I alt har Langelandsfortet ansat tre seniorjobber, der hjælper med at vedligeholde og klargøre udstyr og inventar.

- Det er en uvurderlig hjælp. Jeg kan ikke nå det alene når vi har et område på 11 hektar, siger Thomas Lentz, museumsmedarbejder på Langelandsfortet.

Så mange fynboer er i seniorjob

0402 seniorjob

En seniorjobber får overenskomstmæssig løn betalt af kommunerne. Staten yder et tilskud til lønnen, men en medarbejder i seniorjob koster i runde tal en kommune 100.000 kroner. Om få måneder forventer de fynske kommuner at have næsten 500 fynboer i seniorjob - og dermed løber den samlede regning op på 500 millioner kroner.

- Det betyder noget for kommunens økonomi, og det presser os, at antallet er langt større end vi havde regnet med, siger Torben Lønberg, der er jobcenterchef på Langeland.

I dag er kriterierne for at få et seniorjob, at man har været ledig i så lang tid, at dagpengeperioden er ophørt. Desuden skal man være medlem af en a-kasse og medlem af efterlønsordningen, så man kan gå på efterløn selv samme dag som man bliver berettiget til det.

- I en krisetid er det her et godt tilbud, siger Torben Lønberg.

Oversigt

    Oversigt