I det fynske folks tjeneste

Shippingfirma i Svendborg tiltales efter broulykke

Alvorlig ulykke på Storebæltsforbindelsen får et efterspil. Krav om bøde på mindst 30.000 kr. Ingen tiltale mod kaptajnen på det skib, der sejlede ind i broen.

Kaptajnen på det skib, som sidste år sejlede ind i Vestbroen, undgår at blive tiltalt. I stedet har anklagemyndigheden besluttet at rette skytset mod et shippingfirma i Svendborg.

Ved ulykken om aftenen den 3. marts 2005 kilede coasteren "Karen Danielsen" sig halvvejs ind under Vestbroen, og styrehuset blev revet bagover. Overstyrmanden, der var beruset, blev dræbt. Skibet kom fra Svendborg og skulle nord om Langeland med kurs med Finland, men sejlede lige ud og ind i broen.

Sagen har været undersøgt af både Nyborg Politi og af Søfartsstyrelsen, og nu har anklagemyndigheden besluttet at rejse tiltale mod firmaet Nordane Shipping i Svendborg. Kravet er en bøde på ikke under 30.000 kroner, oplyser politifuldmægtig Lisbet Høiberg.