Skole renset i sager om nissehuer og pornosøgning

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet renser i en redegørelse Strandmølleskolen i to meget omtalte sager: Strandmølleskolen lever op til friskoleloven.

Strandmølleskolen, der har været under tilsyn efter sagerne, hvor skolen gennemgik nogle syvendeklassedrenges computere for porno samt den såkaldte nissehuesag, er nu renset i forhold til, om skolen overholder friskoleloven. Det oplyser Strandmølleskolen i en pressemeddelelse.

Tilsynet blev iværksat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i februar 2016, og STUK har nu offentliggjort en redegørelse, hvor styrelsen vurderer, at Strandmølleskolen opfylder frihed- og folkestyrekravet, jævnfør friskoleloven §1, stk. 2, 2. pkt.

- Vi er selvfølgelig utrolig glade over udfaldet af tilsynet og den redegørelse, vi har modtaget fra STUK. Vi har fra begyndelsen budt tilsynet velkommen, da det har været vigtigt for os at få vendt og drejet alle sten i denne sag, siger bestyrelsesformand for Strandmølleskolen Thomas Hald.

Bestyrelsesformanden mener, at skolens ledelse og bestyrelse hver dag gør deres bedste for at drive en god skole.

- En skole, der på alle måder overholder lovgivning og gældende regler. Det har vi nu fået bekræftet, og det er vi selvfølgelig meget glade for, forklarer han.

De to sager fik flere forældre til at henvende sig til STUK. Den første fandt sted den 6. november 2015, hvor skolens ledelse sammen med drengene fra den daværende 7. klasse gennemgik søgehistorikken på deres tablets og pc’er samt sagen om en mulig blufærdighedskrænkelse af to drenge, der havde glemt deres nissehuer til en morgensamling. En sag, hvor politiet allerede har vurderet, at der ikke er grundlag for en sigtelse modskolelederen.

Derudover blev der også stillet spørgsmålstegn ved valget af skolens tilsynsførende ved generalforsamlingen i 2015.

STUK skriver i redegørelsen, at der "på baggrund af sagens samlede oplysninger er det styrelsens vurdering, at skolen i sit formål og virke lever op til kravet om at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene."

Oversigt

    Oversigt