Skunk-laboratorium afsløret i garage

En patrulje fra Fyns Politi i Svendborg fandt ved et tilfælde et skunk-laboratorium på Sydfyn.

Patruljen opsøgte natten til tirsdag en ejendom i Hesselager mellem Svendborg og Nyborg for at gennemføre en anholdelse.

På ejendommen observerede betjentene, at der strømmede lys ud fra en en garage. Det viste sig, at lyset kom fra vækstlamper i et skunk-laboratorium.

- I alt 14 vækstlamper oplyste de 80 godt en meter høje skunk-planeter i garagen, fortæller leder af Fyns Politi i Svendborg vicepolitikommissær Klaus Arboe Rasmussen.

Skunk er en forædlet, stærkere variant af hamp, der dyrkes indendørs.

Fyns Politi har beslaglagt og destrueret skunken. Det vise sig også, at strømmen til de mange vækstlamper kom fra en ulovlig el-installation, som trak strømmen uden om el-måleren.

En 34-årig mand blev anholdt, og han kan nu se frem til en sigtelse for overtrædelse af narkotika-lovgivningen, samt for tyveri af strøm.

Oversigt

    Oversigt