Socialrådgivere pressede af sparehensyn

Kassehensyn vejer ofte over den udsattes ve og vel. Det mener de socialrådgivere, der selv skal behandle sager om blandt andet hjemtagning af udsatte børn og unge. De oplever, at de bliver pålagt at træffe beslutninger, de mener, skader den udsatte.

Det fortæller formanden for Dansk Socialrådgiverforening afdeling i Region Syddanmark, Anne Jørgensen, til TV 2/FYN.

- Det er en ny situation, og den er blevet værre år for år i og med, at økonomien bliver mere og mere presset, og besparelserne slår hårdere og hårdere igennem, siger hun.

Hun fortæller, at socialrådgiverne i stadig flere og flere tilfælde må træffe beslutninger, de har svært ved at stå inde for. Beslutninger, som ledelsen ikke desto kræver, fordi kommunerne skal skære i udgifterne til de socialt udsatte.

- De bliver desværre mange stillet i det dilemma, at de mod deres faglige vurdering skal træffe en anden faglig vurdering, og det er svært, fortæller Anne Jørgensen.

16 eksempler på Fyn

I går kunne TV 2/FYN fortælle historien om 19-årige Nicholai Fischer, der lider den psykiske lidelse ADHD, og som Odense Kommune truer med at trække hjem fra hans bosted i Århus. Ganske enkelt fordi det ikke er lykkes hans nuværende bosted og hans plejefamilie at finde en bolig i Århus til ham, som Odense Kommuner kræver, at han fremover skal bo i.

Derfor truer Odense Kommune med at hente Nicholai Fischer hjem, og dét selvom Nicholai Fischer har boet i Århus, siden han var fem år. Familien mener derfor, at Odense Kommune udelukkende trækker Nicholai Fischer hjem på grund af sparehensyn.

Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud (LOS) offentliggjorde tidligere på året en undersøgelse. Den giver 68 eksempler på, at landets kommuner af sparehensyn - ifølge foreningen - trækker unge hjem fra opholdssteder.

I 16 af de 68 tilfælde er det sager fra Fyn svarende til 24 procent af alle.

- Det viser, at kommunerne tilsidesætter de unges tarv, når de vælger at trække dem hjem fra en anbringelse, siger direktør for LOS, Geert Jørgensen, til TV 2/FYN.

Sager gør indtryk

Formanden for KLs Børne- og Ungeudvalg, Jane Findahl, siger, at det gør indtryk på hende, at socialrådgiverne oplever at skulle træffe beslutninger, de mener, er fagligt forkerte. Men hun afviser dog, at kommunerne generelt skærer ned på området.

- Det er ikke sådan, at der spares penge generelt. Det, der er meningen, er, at man skal holde op med at have de store stigninger i udgifter på det her område, forklarer hun.

I stedet skal kommunerne i højere grad - som strategien er nu - forsøge at undgå at sende udsatte ud af hjemkommunen, så sager som Nicholai Fischers slet ikke opstår.

I tilfældet omkring Nicholai Fischer har Odense Kommune netop valgt at ændre beslutningen, efter at både TV 2/FYN er gået ind i sagen, og efter at Det Sociale Nævn har modtaget en klage.

- Vi håber ikke, at det ender med, at Nicholai skal forbi Odense. Nu smider vi 100.000 kroner på bordet, så Nicholai får lov til at blive to måneder ekstra på bostedet, så de kan få fundet en bolig, siger socialrådmand i Odense, Peter Rahbæk Juel (S).

Rådmanden og hans forvaltning opretholder dog muligheden for at flytte Nicholai Fischer til Odense, hvis bostedet i Aarhus ikke har fundet en bolig til Nicholai Fischer senest pr. 1. december.

Oversigt

    Oversigt