I det fynske folks tjeneste

Sovesale klar til boligløse studerende

Tusindvis af nye studerende begynder i disse dage og uger på en uddannelse. Og som tidligere år er der mangel på studieboliger. Odense står derfor klar med midlertidigt tag over hovedet til de unge.

Foto: Anders Høgh

Foto: Ole Holbech

1 af 3

Der bliver arbejdet på højtryk med at gøre de midlertidige boliger til studerende færdige i en tidligere børneinstitution på Hestehaven i det sydlige Odense. Bygningerne er til studerende, der benytter sig af kommunes tag-over-hovedet-garanti.

De studerende kommer til at bo på sovesale med fra to og op til ti personer på hver.

Betingelsen for at være omfattet af garantien er, at man skal være optaget på en uddannelse i Odense, at bor uden for Odense Kommune og er mellem 18-30 år.

Og den mulighed er der mange, der benytter sig af igen i år.

- Sidste år husede vi 160 studerende, og vi forventer samme antal i år, siger Gitte Bech, leder af Odense Kommunes Ejendomsadministration.

Skal betale husleje

Odense Kommune kan selv huse mellem 120 og 130 studerende i den nedlagte børneinstitution på Hestehaven. Derudover har kommunen indgået et aftale med Vandrehjemmet Kragsbjerggård, der også kan tage imod studerende.

De studerende binder sig for en måned ad gangen, og de skal betale husleje.

- Huslejen er på 2.000 kroner om måneden, fortæller Gitte Bech.

De studerende bor opdelt i drenge- og pigehuse. Der er enkelte køkkener og badeværelse inden i bygningerne, resten er i skurvogne uden for bygningen.

Tag-over-hovedet-garantien gælder tre måneder frem, mens de studerende så kan søge en fast bolig. Og det plejer at lykkes for de boligløse studerende at finde en bolig inden da, fortæller Gitte Bech.

De boligløse studerende kan flytte ind fra torsdag.

Læs mere om tag-over-hovedet-garantien her.

02:01 Luk video

Husregler for beboere ved Odense Kommunes tag-over-hovedet-garanti

  • Indkvarteringsstedet skal holdes pænt og rent. Der er rengøringsartikler på stedet, og I har selv ansvaret for at gøre rent.
  • Der er opstillet affaldscontainere, som alt affald skal i. Affaldet skal i poser, før det kommes i containerne.
  • Det er ikke muligt at vaske tøj på stedet, men der er møntvaskerier rundt i Odense, hvor I kan få vasket.
  • Der må ikke ryges indenfor, og cigaretskodder må ikke smides på grunden. Der er opstillet kummer, som I kan bruge til skodderne.
  • Aftal selv, hvornår der skal være ro på værelserne i hverdagene og i weekenderne.
  • Der må ikke holdes fest på stedet
  • Der er brandalarm på stedet, og den må selvfølgelig kun aktiveres i tilfælde af brand. Startes brandalarmen uden grund koster det 4.000 kr., som vil blive opkrævet hos den ansvarlige.
  • I har selv ansvaret for jeres ejendele, så sørg for ikke at medbringe store værdier
  • Husdyr er ikke tilladt.