I det fynske folks tjeneste

Speedbusters redder liv

I 2000 blev fire dræbt ved trafikulykker i Ejby. Det fik kommunen til at starte projektet \"Speedbusters\". Siden har der ikke været en eneste ulykke i trafikken med dødelig udgang blandt unge i den vestfynske kommune.

-

I 2000 blev fire dræbt ved trafikulykker i Ejby. Det fik kommunen til at starte projektet \"Speedbusters\". Siden har der ikke været en eneste ulykke i trafikken med dødelig udgang blandt unge i den vestfynske kommune.

De fire dødsulykker i 2000 betød, at Ejby Kommune havde dobbelt så mange dødsulykker pr. indbygger som landsgennemsnittet. Den kedelige statistik fik Ejby Kommune til at iværksætte trafikprojektet \"Speedbusters\".

Hver tiende med
74 unge mellem 18 og 24 år har deltaget i Speedbusters, hvilket betyder at hver tiende unge i byen har være involveret. Og kommunen mener selv, at projektet har været med til ændre de unges trafikmoral.

\"Mange af de unge, som nu er med i Speedbusters, kendte de fire, der blev dræbt. Ideen er at indarbejde holdningen om at køre ansvarligt som noget helt naturligt i de unge. Vi er faktisk nået dertil, at man ikke kan møde en eneste af Ejbys unge, uden at de i det mindste har hørt om projektet, fortæller projektkoordinator Trine Aaen.

Køretur på Flyvestation
Speedbusters har fået tag i de unge ved at inddrage de unge bilister i styringen af trafikprojektet. Blandt andet har de unge arrangeret en køredag på Flyvestation Vandel, hvor de unge kunne trykke speederen i bund, og opleve at miste herredømmet over en bil.

Derudover har deltagerne lavet lokal-radio og indspillet en cd med titlen \"Bimmers sidste tur\".

Og de unge har flere projekter i gang - blandt andet arbejder Speedbusters på at opstille en kørebane på Gelsted Marked i august.

Ingen pegefinger
\"Jeg mener, at det har været helt afgørende, at det er unge der taler til unge. Så undgår vi den løftede pegefinger over for fartbøllerne, og det giver bedre mulighed for at ændre holdningerne\", siger Steffan Skovgård Sørensen fra Speedbuster.

Ejby Kommune har investeret omkring en halv mio. kr. på projektet over fire år. Derudover har Speedbusters fået støtte fra  Vejdirektoratet, politiet, Tryg Forsikring, Tryg i Danmark, kørelærere, trafikinformatører, Falck og amtets færdselssikkerhedsudvalg.

Ved du noget? Så send os et tip