Sten blev kastet foran Lars: Jeg sagde til alle, jeg var OK

Lars Aabrandt undveg lige knap en 40 kilo tung sten kastet fra motorvejsbro. Ingen er endnu anholdt, og politiet frigiver nu nye spor.

Klokken tre om natten en lørdag i september var Lars Aabrandt fra Ringe på vej hjem fra job i Aarhus. Da han nåede Spedsbjerg og afkørsel 53, måtte han hurtigt undvige en 40 kilo tung sten, der blev droppet fra en nærliggende motorvejsbro. 

Det er tre måneder siden, men Lars Aabrandt husker stadig natten tydeligt.

- Episoden står stadigvæk temmelig klart. Sådan et stenkast er en vild oplevelse, fortæller Lars Aabrandt til TV 2/Fyn.

- Jeg har sagt til alle, der har spurgt, at jeg har det fint nok. Jeg kørte jo uden om, og der skete ikke noget. Men første gang jeg var ude at køre på motorvejen, hvor det var mørkt, og jeg kørte under en motorvejsbro, kom det frem, at det faktisk var rigtig ubehageligt at køre under en motorvejsbro, når man ikke kan se, om der står nogen.

Stenkastet fylder ikke i Lars Aabrandts tanker i dagligdagen og heller ikke, når han sidder bag rattet i dagtimerne. De mørke timer er en anden sag til gengæld.

- Lige så snart det er mørkt, og jeg skal under en motorvejsbro, er det ikke rart mere, siger han.

Hvem er ejeren af snustobakken?

Fyns Politi har endnu ikke anholdt nogen i sagen om stenkastet mod Lars Aabrandt. 

- De gør jo, hvad de kan, men det er da træls og irriterende, mener han.

Det gør dog ikke Lars Aabrandt mere utryg, at politiet endnu ikke har fanget gerningsmanden eller -mændene.

- Nej, det gør det ikke, for der er mange syge mennesker. Jeg tænker ikke, at der kun er én, der kan finde på det (at kaste en sten fra motorvejsbroen, red.)

Fredag offentliggjorde Fyns Politis efterforskere, at man har fundet en dåse snustobak nær gerningsstedet.

Politiet håber på offentlighedens hjælp. Det samme gør Lars Aabrandt. 

- Jeg håber inderligt, at de finder ham, så han kan stilles til ansvar for det, han har lavet. Nogle gange dukker der jo bare noget op - det har man set før - så det er ikke utænkeligt, at sagen pludselig kan blive løst.​

Se indslag fra 9. september 2017

Oversigt

    Oversigt