I det fynske folks tjeneste

Min mening: Stop rovdriften på den offentlige ældrepleje

Værdigheden skal tilbage i ældreplejen, lyder det fra Mette Rahbek, folketingskandidat (Å).

00:40

Velfærdssamfundet er under afvikling, mener Mette Rahbek, der er folketingskandidat for Alternativet.

Af Mette Rahbek, folketingskandidat for Alternativet

Jeg er virkelig ærgerlig over, at Odense Byråd, med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten, har vedtaget at lukke Hjallese Plejecenter, som er et velfungerende og nyrenoveret hjem for flere end 60 ældre beboere.

Jeg er endnu mere ærgerlig over, at det sker fordi et nyt, privat plejecenter åbner. Det kan umiddelbart ligne skjult kommunal støtte til et privat firma.

Jeg oplever lignende situationer i flere andre kommuner: institutioner lukkes, skoler lukkes og ungdomstilbud lukkes.

Min mening - på vej mod valg

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne.

Er det menneskelige perspektiv ikke længere relevant? Er vi nået dertil, hvor økonomi sættes højere end menneskelige værdier og behov? Er alle de fine ord og visioner på kommunernes hjemmesider bare varm luft?

Ifølge Danmarks Statistik (2018) forventes gruppen af 65-79-årige at øges med 58.000 (7 procent flere end i dag) og gruppen +80 år, at øges med 150.000 personer (58 procent flere end i dag) i løbet af de næste ti år.

Dette er ikke nyt. Det er noget, vi har vidst i mange år. Alligevel ser det nu ud til at komme bag på mange. Hvad koster det at opføre eller købe, nye velegnede plejecentre, når vi inden længe står og mangler pladser? Kan det klares for 12 millioner, som svarer til den årlige drift af Hjallese Plejecenter?

 

Alternative boformer kan være løsningen

Hvorfor bliver mulighederne for andre boformer ikke debatteret i forvaltningerne og byråd? Boformer, designet omkring muligheden for social interaktion blandt forskellige aldersgrupper, hvor eksempelvis studerende får mulighed for at leje sig ind i nogle af de ledige boliger, gavner ikke kun den økonomiske og bæredygtige bundlinje. Det gavner i endnu højere grad den sociale bundlinje og dermed livskvaliteten for alle involverede. Nye bo- og leveformer er desuden også en vej til at reducere vores samlede økologiske fodspor og samtidig opnå større menneskelig trivsel.

Alternativet ønsker at prioritere offentlige investeringer i boligområder og projekter, hvor det sociale, økologiske og kulturelle er sammentænkt i helhedsløsninger, designet til gavn for børn og voksne i alle aldre. Vi mener, at sociale behov skal tænkes mere ind i byplanlægning generelt, så der skabes naturlige og attraktive rum, hvor mennesker kan mødes, og det sociale liv kan udfolde sig.

Hvilken ældrepleje ønsker du? For dine forældre eller for dig selv?

Lad os få værdigheden tilbage i ældreplejen, tak!

 

Læs også 98-årige Ulla kan blive boende på Hjallese Plejecenter