Storklub vil have profil nu – men GOG siger nej

- Timingen er bare så ringe her, og det håber jeg, at Emil har forståelse for, siger GOG-direktør.

Simon Pytlick, Lukas Jørgensen og cheftræner Nicolej Krickau er allerede blevet solgt, men GOG er ikke interesseret i at slippe flere af klubbens profiler frem til næste sæson.

Heller ikke selv om den tyske storklub THW Kiel er klar til at købe GOG's nyeste landsholdsspiller og Champions League-topscorer Emil Madsen fri til sommer og allerede har sendt et konkret bud afsted til Gudme.

GOG-direktør Kasper Jørgensen bekræfter buddet fra THW Kiel, som han dog ikke vil sætte hverken kroner eller euro på – og som han har afvist.

- Timingen er dårlig, for vi kan ikke finde nogen andre, og vi skal også værne om en form for kontinuitet. Derfor passer det os meget bedre, hvis det er fra 2024, at Emil skal videre, siger Kasper Jørgensen.

- Vi skal sikre, at vi fortsat er et tophold. Da vi solgte Pytlick, var vi sikre på, at vi fik Mensing den anden vej, og da vi solgte Lukas, vidste vi, at 'Zachi' (Anders Zachariassen, red.) ville blive klar.

- Vi har fået Linus Persson til den kommende sæson, men vi ved også, at det bliver en hård sæson igen - forhåbentlig med Champions League. Og så skal man bare have to på den position, siger Kasper Jørgensen, der siger farvel til slovenske Nejc Cehte på højre back, når de kommende DM-finaler mellem GOG og Aalborg er spillet.

- Timingen er bare så ringe her, og det håber jeg, at Emil har forståelse for, siger Kasper Jørgensen.

- Selvfølgelig vil jeg gerne til Kiel

Og det har Emil Madsen, forsikrer han. Selv om han gerne vil til Kiel.

- Selvfølgelig vil jeg gerne til Kiel. Det er en af de største klubber i verden. Men jeg har kontrakt i GOG lige nu, og det er jeg glad for, siger Emil Madsen.

- Lige nu på stående fod er der ikke så meget at gøre. Jeg forstår også godt Kasper. Det er en svær situation. Vi er langt henne, der begynder snart en ny sæson, og det er svært bare at finde nogen nye spillere. Så jeg kan godt se det - og jeg er jo glad i GOG. Det er jo ikke, fordi jeg har det dårligt eller noget, siger GOG-spilleren.

Kiel erkender interesse i Madsen

I THW Kiel vil direktør Viktor Szilagy ikke tale om tyskernes bud på den danske landsholdsspiller. Men han erkender interessen i Emil Madsen.

- Han er en meget interessant spiller, og vi holder selvfølgelig hele tiden øje med, hvad vores muligheder er, så vi kan få de bedste spillere, siger Viktor Szilagy, der erkender, at han har talt med GOG.

Emil Madsen har officielt kontrakt med GOG til 2025, men ifølge TV 2 Sports oplysninger indeholder den aftale en klausul, der giver højrebacken mulighed for at forlade Gudme allerede i 2024 for et fastlagt beløb.

GOG og Aalborg spiller første 1. DM-finale onsdag aften i Aalborg klokken 20.15. Se kampen direkte på TV 2 Sport og TV 2 Play.

Oversigt

    Oversigt