I det fynske folks tjeneste

Stort interview med Rasmus Festersen: Vi har ikke været dygtige nok

00:29

Video: Liselotte Sabroe, Scanpix

OB's topscorer Rasmus Festersen vil ikke komme med undskyldninger og bortforklaringer for det skuffende efterår. Vi har ikke været dygtige nok til at vinde fodboldkampe, siger Festersen.

Inden sæsonstarten blev der talt om slutspil - og endda drømt om medaljer.

Men begge dele kan OB godt se langt efter. Et historisk sløjt efterår med bare fire sejre i 20 kampe placerer OB bare ét point fra Superligaens sidsteplads.

Men det til trods, så er stemningen fin i truppen, fortæller OB-topscorer Rasmus Festersen i et stort interview med TV 2/FYN.

- Stemningen har egentlig været god hele vejen igennem, også selv om resultaterne er udeblevet, og de forventninger, vi har til os selv, ikke er blevet indfriet, så synes jeg faktisk, at stemningen i truppen har været god.

Hvad går så galt?

- Det er jo resultaterne. Vi vinder ikke fodboldkampene. Jeg vil ikke sidde og undskylde med, at det er marginalerne, og det er uheld. Det er også, fordi vi ikke har været dygtige nok. Vi har gjort mange ting rigtige, men en af de vigtige ting er det med at score mål og det med at vinde kampe. Det har vi ikke været dygtige nok til.

Du fik scoret i sidste kamp. Hvad betyder det for en angriber?

- Det betyder meget. Også fordi det kommer efter en periode, hvor jeg ikke har scoret gennem længere tid og også har haft lidt problemer med bentøjet. Jeg har kæmpet lidt med det hele og også været udfordret på målscoringen, så det betyder rigtig meget at få hul på den byld. Og jeg ærgrer mig rigtig meget over, at jeg har vinterferie nu.

Hvad kræver det mentalt at være angriber på det her niveau?

- Lidt ligesom en målmand så er det en kampafgørende position. Hvis ikke vi vinder og ikke scorer mål, så er det tit angriberne, der får hug - ligesom i den periode, vi har været inde i nu, hvor vi ikke har scoret særlig mange mål, så er det tit angriberne og de offensive spillere, der står på mål for den kritik.

Er det rimeligt?

- Ja. Det synes jeg bestemt, det er. Vi har ikke været dygtige nok til at score mål, og vi har heller ikke leveret det antal mål, som vi har kunne forvente af os selv. Vi er jo desværre også det hold, der har lavet færrest mål af alle i Superligaen, så det synes jeg bestemt er fair, altså at rette kritikken mod os. Når det så er sagt, så havde vi også en kamp i søndags, hvor man kan stjæle overskrifterne ved at score et mål, så det er lidt begge veje at være angriber. Nogle gange scorer man ikke på 100 afslutninger, og andre gange skal man bare bare puste til bolden, så går den i mål. Så det svinger meget. 

Læs også Rasmus Festersen sikrer OB forløsende sejr i Farum

Hvordan gør man som angriber, når man har haft en periode uden mål - hvordan overbeviser man sig om, at man kan ramme?

- Held skal man i hvert fald ikke tro på på den lange bane. Men det er klart, at i nogle kampe kan det være et udslag af held.

Hvad gør du så, når du oplever ikke at få scoret?

- Det er rigtigt, at det er en mental udfordring, hvis man kommer fra en kamp, som vi gjorde i torsdags mod Esbjerg, hvor vi havde rigtig mange chancer, men ikke fik puttet den ind. Så er det selvfølgelig en mental udfordring at hive sig op til at spille en kamp allerede to dage efter og tro på, at den går ind den her gang. Men det er også det, der kendetegner en god fodboldspiller fra en rigtig god fodboldspiller; hvordan han får lagt det til side. Også hvis man brænder en chance i løbet af kampen, hvordan man hurtigt får den ud af hovedet, så man er klar til den næste mulighed.

Hvordan gør du så?

- Jeg tror, det er sådan lidt 'brug og smid væk'-kultur inde i hovedet. Altså at prøve at lade være med at tænke over den chance, man lige har brændt, og fokusere på den næste. Det lyder selvfølgelig banalt, men det handler om at prøve at glemme det, der er sket, og så tage den næste situation, som den kommer.

Kan man komme til at fange sig selv i at tænke 'måske jeg skal aflevere noget mere i stedet for at afslutte?'

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg tror, at som angriber ligger afslutningerne rigtig meget i instinktet, så hvis du er foran mål og du er fuldblodsangriber, så afslutter du også - uanset om du har brændt de foregående 30 chancer. Når det er sagt, når man er inde i en periode, hvor man ikke scorer så mange mål, så kommer man måske til at overgøre tingene en lille smule og kommer til  at tænke lidt mere over afslutningerne i stedet for bare at afslutte på instinktet. Og det er det, der kan være farligt som angriber, hvis du begynder at tænke lidt for meget over tingene i stedet for at lade instinktet råde. 

Se hele interviewet med Rasmus Festersen i videoen herunder.

08:29 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip