I det fynske folks tjeneste

Strejken breder sig til ældreområdet

Omkring 50 medarbejdere inden for hjemmeplejen i Odense nedlagde tirsdag morgen arbejdet. Strejken er en protest mod byrådets budgetforlig, der vil betyde voldsomme nedskæringer på ældreområdet.

-

Omkring 50 medarbejdere inden for hjemmeplejen i Odense nedlagde tirsdag morgen arbejdet. Strejken er en protest mod byrådets budgetforlig, der vil betyde voldsomme nedskæringer på ældreområdet.

Efter mere end én uges pædagogstrejke begynder utilfredsheden med budgetforliget også at brede sig til andre områder.

Mandag klokken 15 besluttede social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, hjemmehjælpere og assistenter i Skibhus-distriktet i Odense at nedlægge arbejdet fra tirsdag morgen.

Frustrationer længe
Selvom indholdet i budgetforliget har været kendt  siden forrige søndag, var det først mandag, at medarbejderne i ældreplejen fik holdt møde om konsekvenserne.

\"Der har været store frustrationer, men vi har ikke fået talt ud om konsekvenserne før nu. Vi mener, at forliget er uansvarligt, og har derfor besluttet at vise vores utilfredshed\", siger en anonym medarbejder til TV 2/FYN.

I distrikt Rosengård har medarbejderne også holdt fagligt møde tirsdag morgen, men derefter fortsatte arbejdet normalt i distriket.

Nødplan
Omkring 1300 ældre bliver berørt af strejken tirsdag. Tillidsrepræsentanterne i de berørte distrikter er gået i gang med at udarbejde en nødplan, så de ældre, der er afhængige af hjælp og støtte vil få den.

Ved du noget? Så send os et tip