I det fynske folks tjeneste

Sygehusbyggeri igang igen

Arbejdet med tilbygningen til Svendborg Sygehus fortsætter trods oversvømmelse. Men det bliver forsinket i tre måneder og medfører en ekstraregning på otte millioner kroner. Ansvaret for uheldet er endnu ikke placeret.

-

Arbejdet med tilbygningen til Svendborg Sygehus fortsætter trods oversvømmelse. Men det bliver forsinket i tre måneder og medfører en ekstraregning på otte millioner kroner. Ansvaret for uheldet er endnu ikke placeret.

Byggeriet var næppe begyndt, da en gravemaskine i begyndelsen af april ramte et vandførende sandlag, så byggeområdet blev oversvømmet.

På et møde torsdag blev styregruppen bag byggeriet enige om en indstilling til sygehusudvalget om det videre forløb.

Det går ud på, at der midlertidigt skal pumpes vand væk fra grunden, hvor fundamentet skal støbes. Det bliver også nødvendigt at omprojektere bygningen, så der ikke opstår flere problemer med den våde undergrund. Det betyder støbning af en vandtæt kælder og en midlertidig regulering af vandtrykket.

Summa summarum: en ekstra omkostning på ca. otte millioner kroner og en forsinkelse på tre måneder.

Indstillingen fra styregruppen skal behandles på Sygehusudvalgets møde d. 6. maj. Formanden for Sygehusudvalget, Poul-Erik Svendsen, (Soc.dem.) er dog ikke i tvivl om, at de ekstra penge bliver bevilget.

\"Man vil næppe stoppe et byggeri til 280 millioner kroner, på grund af otte millioner ekstra;\" siger han til TV 2/FYN.

Hvem der har ansvaret for det skete, er stadig ved at blive undersøgt. Poul-Erik Svendsen mener dog, at det bliver afklaret inden mødet i Sygehusudvalget d. 6. maj.

Ved du noget? Så send os et tip