I det fynske folks tjeneste

Terrorsigtet fra Odense får erstatning

En mand fra Vollsmose er blevet tilkendt 225.000 kroner i erstatning. Han var varetægtsfængslet og sigtet i terrorsagen fra Odense, men blev aldrig tiltalt.

En 29-årig mand fra Vollsmose får nu 225.000 kroner for at have siddet 188 dage i varetægtsfængsel fra september 2006 til marts 2007. Det har retten i Odense besluttet i dag.

Den 29-årige var sigtet i terrorsagen fra Vollsmose, men blev aldrig tiltalt. Derfor havde han krævet 457.050 kroner for at have siddet uberettiget i varetægtsfængsel og yderligere 300.000, fordi han var sigtet i tre måneder efter sin løsladelse.

Retten mente dog ikke, at der var tale om en uberettiget varetægtsfængsling, fordi den 29-årige inden anholdelse blandt andet ødelagde bevismateriale og talte i telefon om jihad. Men fordi han kun en enkelt gang blev afhørt under sin fængsling - hvoraf 130 af dagene var i isolation - får han 225.000 kroner, fordi han sad bag tremmer meget længere end nødvendigt. Beslutningen var dog ikke enstemmig, da en af den tre mand store domsmandsret mente, at den 29-årige skulle have haft 457.050 kroner.

Politiets anklager, Jakob Beyer, havde på forhånd afvist, at der skulle udbetales erstatning, og han overvejer nu, om dommen skal ankes.

For to uger siden fik en anden af de implicerede i terrorsagen fra Odense også tilkendt erstatning. Her fik en 20-årig mand 466.200 kroner, fordi han var tiltalt i sagen, men blev frifundet, da der faldt dom i sagen i november 2007. Men den erstatning er i dag blevet anket.

Terrorsagen fra Vollsmose begyndte, da politiet i september 2006 anholdt syv personer i Vollsmose. De blev sigtet for at have anskaffet "diverse effekter til fremstilling af en eller flere bomber". Fire blev tiltalt, og tre kendt skyldige ved et nævningeting i november 2007.

Straffene over de dømte, Mohammad Zaher og Ahmad Khaldhahi, blev i Højesteret skærpet til 12 års fængsel, mens konvertitten Abdallah Andersen blev idømt fem års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip