Forbrugerombudsmanden: Thorborg-firma låner penge ud til folk, der ikke har råd

3C Retail afviser kritikken, men lover alligevel at rette ind.

I næsten et år har Forbrugerombudsmanden og den fynske erhvervsmand Niels Thorborgs udlånsfirma, 3C Retail, været i clinch.

3 C Retail, der yder forbrugslån igennem syv forskellige lånehjemmesider, overholder ikke markedsføringslovens retningslinjer for god erhvervsskik, mener Forbrugerombudsmanden.

3C Retails låneportaler

Det fynske firma kreditvurderer simpelthen ikke kunderne godt nok, mener Forbrugerombudsmanden.

Det fremgår af en aktindsigt til TV 2/Fyn.

Først og fremmest hæfter ombudsmanden sig ved, at 3C Retails låneportaler ikke tager højde for, om de kunder, 3C Retail låner penge ud til, rent faktisk har råd til at optage lånet, om de har andre forbrugslån, de betaler af på, og om lånene betyder, at de fortsat har råd til at opretholde en tålelig levestandard.

I en henvendelse til 3C Retail i august sidste år skrev Forbrugerombudsmanden efter en gennemgang af 35 låneengagementer hos 3 C Retail, at flere af låneansøgerne må antages at have så få penge tilbage efter betaling af bolig, transport og it, at de har under halvdelen af det rådighedsbeløb på 6.150 kroner tilbage, som gældssaneringsbekendtgørelsen anslår er nødvendigt for at opretholde selv en beskeden levefod. 

Men 3C Retails ledelse er overhovedet ikke enig med Forbrugerombudsmanden.

I den seneste svarskrivelse fra firmaets juridiske direktør, Caroline E. Hyldahl, skriver det fynske selskabs jurist, at Forbrugerombudsmanden fortolker kreditaftaleloven forkert.

Det skyldes, at Forbrugerombudsmanden ikke vil acceptere, at 3C Retail har indført et nyt kreditvurderingssystem, som bygger på estimater – altså skøn – over, hvor meget lånerne har tilbage til sig selv, når de har betalt de faste udgifter.

Om 3C Retail

3C Retail trækker også elektroniske oplysninger fra Skat over låneansøgernes fradragsberettigede gæld.

Men Forbrugerombudsmanden mener ikke, at 3C Retail har styr på de forbrugslån, som mange af selskabets kunder har, før de låner hos 3C Retail.

Det skyldes, at kun lån, der er optaget hos kreditforeninger, det offentlige og banker, kan trækkes elektronisk af 3C Retail hos Skat, oplyser Forbrugerombudsdmanden.

Det mener 3C Retail imidlertid godt, man kan.

Man kan ikke bruge skøn

Et andet stridspunkt er, at Forbrugerombudsmanden ikke vil godkende, at det fynske firma bruger skøn til at vurdere, hvad låneansøgerne har tilbage at leve for.

Forleden vedtog Folketinget, at tilsynet med forbrugslånsvirksomheder skal ligge både hos Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

- Henset til, at vi nu er underlagt både Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet, bør Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden give ensartede og klare retningslinjer. Det er en udfordring, når Finanstilsynets giver mulighed for at bruge estimater, skriver 3C Retails juridiske direktør, Caroline E. Hyldahl, til Forbrugerombudsmanden.

Kreditaftaleloven

Forbrugerombudsmanden fastholder, at skøn ikke er nok, og at 3C Retail skal indhente oplysninger om de løbende faste udgifter fra låneansøgeren selv, så det er klart, om de har råd til lånet.

- Det er også Forbrugerombudsmandens opfattelse, at I skal bede låneansøgeren oplyse om sine løbende udgifter til afvikling af eksisterende gæld. Hvis låneansøgeren oplyser løbende faste udgifter, der er væsentligt lavere end jeres skøn, skal I bede låneansøgeren om yderligere oplysninger, hedder det i henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden.

Forhandler fortsat

Trods de åbenlyse uenigheder og kontroverser med Forbrugerombudsmanden har det fynske forbrugslånsfirma dog tænkt sig at rette ind.

- Vi vil naturligvis undersøge mulighederne for at efterkomme Forbrugerombudsmandens indstillinger. Det vil unægtelig kræve væsentlige tilpasninger i dels vores it-systemer, og dels vores forretningsgange, som vi også tidligere har redegjort for over for Forbrugerombudsmanden. Vi får derfor udarbejdet en plan for implementeringen og vender snarest muligt tilbage med vores ændringsforslag, hedder det i henvendelsen fra juridisk direktør Caroline E. Hyldahl til Forbrugerombudsmanden.

Det skrev 3C Retails juridiske direktør imidlertid allerede den 10. maj i år.

Siden har den skriftlige korrespondance med Forbrugerombudsmanden ligget død, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden kræver:

Ifølge forretningsudviklingschef Kristian Saouma-Pedersen er forhandlingerne dog fortsat i gang.

- Vi kan bekræfte, at vi har en igangværende og konstruktiv dialog med Forbrugerombudsmanden, men vi ønsker ikke at kommentere denne, så længe dialogen er i gang, hedder det i et svar til TV 2/Fyn.

Se korrespondancen her:

 

Oversigt

    Oversigt