I det fynske folks tjeneste

Tom kuffert satte Rullemarie på arbejde

Politiet måtte onsdag spærre af omkring Magasins p-hus i Odense på grund af en mistænkelig kuffert, oplyser Fyns Politi.

Onsdag aften blev en mistænkelig kuffert fundet i Magasins P-kælder

Hærens bomberyddere blev rutinemæssigt tilkaldt, og de kunne konstatere, at kufferten var tom. Uden at åbne kufferten endda, for bomberydderne gør det, at de lader et røntgenbillede fortælle, om der er noget inden i den slags mistænkelige genstande, inden man åbner dem.

Røntgenbilledet bragte dog ikke fuldstændig vished om kuffertens uskadelighed. Billedet afslørede nemlig, at der lå en plastikpose inden i kufferten. Den særlige bomberobot Rullemarie fiskede posen ud, og bomberydderne kunne konstatere, at også den var uskadelig.

Afspærringerne blev ophævet klokken 20.30, men politiet ved endnu ikke, hvordan kufferten endte i p-huset.