Toppolitikere talte i munden på hinanden - og det blev for meget for fynsk vælger

En heftig debat i Søndersø mellem Dan Jørgensen og Lars Christian Lilleholt blev afbrudt af utilfreds vælger, der kaldte deres debatform for “uhyggelig”.

Debatten om udligningsreformen mellem en række fynske folketingskandidater tirsdag aften på Nordfyns Gymnasium i Søndersø var heftig. 

I skarpe vendinger blev de politiske budskaber kastet i hovedet på hinanden, og luften var fuld af verbale angreb og modangreb fra den ene blok mod den anden.

quote Vi er nogle, der gerne vil høre, hvad det er, I snakker om. I snakker i munden på hinanden. Det er helt uhyggeligt.

Deltager til TV 2/Fyn debat på Nordfyns Gymnasium i Søndersø

I den 29 minutter lange debatrunde gik især folketingskandidaterne Dan Jørgensen (S) og Lars Christian Lilleholt (V) energisk til hinanden, og de havde ingen problemer med at afbryde og snakke i munden på hinanden, når de mente, at modparten tog fejl eller snakkede uden om (se hele debatten nederst i artiklen).

Det blev dog for meget for en af de fynske vælgere, der var mødt op for høre debatten på gymnasiet i Søndersø.

Utilfreds tilskuer: - Det er uhyggeligt

Da de to fynske toppolitikere og TV 2/Fyn-vært Jesper Buch endnu en gang snakkede i munden på hinanden cirka 26 minutter inde i debatten, blev folketingskandidater pludseligt afbrudt fra publikum.

- Vi er nogle, der gerne vil høre, hvad det er, I snakker om. I snakker i munden på hinanden. Det er helt uhyggeligt, lød det fra salen under den direkte debat, der blev sendt på TV 2/Fyn Nyhedskanalen og på tv2fyn.dk.

Herefter forsikrede Jesper Buch den utilfredse vælger og resten af publikum om, at der resten af aftenen ville blive holdt kortere snor i folketingskandidaterne, så de fremmødte fynboer bedre kunne høre politikernes argumenter. 

- Det er modtaget. Jeg skal nok forsøge at styre det lidt bedre, lød det fra Jesper Buch, hvorefter debatten om udligningsreform, klima og nærpoliti fortsatte i yderligere en time.  

Du kan se hele debatten om udligningsreformen herunder:

Se første runde af debatten om udligning.

 

Oversigt

    Oversigt