Trampolin-millioner til Fyn

Fyn fik mere end seks millioner kroner i turistindtægter, da Odense i foråret var vært for EM i Trampolin, Tumbling og Dobbelt Minitrampolin.

Hotellerne i Odense kunne med i alt 6411 overnatning melde "optaget" i de uger arrangementet varede, og også erhvervslivet og kommunale investorer fik økonomisk fremgang som følger af EM.

- Når vi afholder en kæmpe event som EM i Trampolin, Tumbling og Dobbelt Minitrampolin, skal der selvfølgelig komme noget tilbage til alle vores investorer. Og det skulle vist være slået fast nu, at det godt kan betale sig at lægge disse arrangementer her i Odense. Vi har faciliteterne, erfaringerne og nogle gode samarbejdspartnere, siger en tilfreds Erik Juhl Mogensen, der er direktør i Sport Event Fyn.

Hos Odense Kommune har man også noteret sig den økonomiske succes.

- Odense Kommune har ydet et betragteligt tilskud til arrangementet, og vi er naturligvis glade for, at det blev en succes. Både fordi, kommunen får sine investeringer igen, og fordi, det er en klar indikation af, at vi roligt kan give os i kast med lignende projekter i fremtiden, siger rådmand Jane Jegind(V).

I alt 3950 tilskuere lagde vejen forbi Arena Fyn i dagene 28. april - 3. maj, og de bidrog hver med gennemsnitligt 785 kr. om dagen til de fynske kasseapparater.

Gæsterne anvendte deres penge på både shopping, museer og seværdigheder i Odense. I følge undersøgelsen "Effektmåling af EM trampolin 28. april - 4. maj 2008 i Arena Fyn", tjente hver krone som kommunen skød i arrangementet sig selv hjem 4.78 gange.

Oversigt

    Oversigt