Turister kører uden om Fyn

Kun Odense og Svendborg kommuner er med på Region Syddanmarks top 10 over flest turistbesøg.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Den vestjyske sommerhuskommune Varde, med Blåvands Huk, Vejers og Henne, har flere turister end Odense og Svendborg tilsammen.

Den jyske del af Region Syddanmark får hvert år besøg af dobbelt så mange turister som Fyn.

- På Fyn har vi kun småskalaturisme, fordi man historisk set kun har brugt turismen som et nødvendigt onde, som man aldrig har satset 100 procent på, siger direktør for Syddansk Turisme Kim Folmann Jørgensen til avisen.

Danmark har sovet i timen

Så sent som i weekenden advarede formand for Region Syddanmark og for Danske Regioners udvalg for regional udvikling Carl Holst (V) om, at turismen i Europa går uden om Danmark. Overfor Morgenavisen Jyllands-Posten betegner han det som en katastrofe.
 
- Vi taber markedsandele - oven i købet på et voksende marked - fordi vi ikke er dygtige nok til markedsføring og til at finde nye målgrupper. Vi lever stadig højt på at proppe folk ind i sommerhuse, sagde Carl Holst.

- Danmark har sovet i timen og ikke rigtigt opdaget, at rejsemønstret har ændret sig, og at folk efterspørger andet end en liggestol i klitten, siger Carl Holst.

Oversigt

    Oversigt