I det fynske folks tjeneste

Tusinder fejrede gadelukning

1 af 3

Lørdag bød på taler, dans, picnic og koncerter - og tusinder af odenseanere benyttede dagen til at gå på byens mest omtalte gade. Mandag morgen tager kranerne over.

- Det er gået rigtigt godt. Der har været en hyggelig og rolig stemning, lyder vurderingen fra projektchefen hos Fra Gade til By, Svend Heegaard.

Dagen bød på både dans, bilkorteger og lørdag aften var der koncert med The Eclectic Moniker, The Kissaway Trail og Ane Trolle. Søndag fortsætter festen med en stribe arrangementer fortrinsvis for børn.

Indtil videre har gadelukningen ikke ført til trafikale problemer, lyder meldingen fra både politiet og kommunen.

- Vi har netop valgt at lukke i en weekend op til sommerferien med minimal trafik, og der har kun været ganske få bilister, der ikke vidste, at de ikke kunne dreje til højre ad Thomas B. Thrigesgade. Hjemmeværnet dirigerede dem i rigtig retning, og alle har taget det med godt humør, siger Henrik Lomholt, der er projektchef hos Plan og Byg i Odense Kommune.

Søndag eftermiddag slutter arrangementerne på gaden med blandt andet Rally for børn, og mandag morgen klokken syv begynder arbejdet.

- Vi skal starte med de arkæologiske undersøgelser, og den første asfalt bliver fjernet ved Hans Jensens Strædet, siger Svend Heegard.

Ved du noget? Så send os et tip