TV 2/Fyn-journalist vinder pris for sin dækning af Tina Bue-sag

Louise Ravn, der er journalist på TV 2/Fyn, har søndag modtaget prisen “Kæphesten” for sin afdækning af Tina Bue-sagen. Prisen uddeles af Dansk Journalistforbunds kreds på Fyn.

TV 2/Fyns journalist Louise Ravn modtog søndag prisen Årets Kæphest for sit arbejde med at afdække Tina Bue-sagen - en sag der handler om embedsmisbrug og involverer flere fynske kommuner. Prisen blev uddelt i det Nordatlantiske Hus på Odense Havn.

Kæphesten er blevet uddelt af Kreds Fyn i mere end 25 år som et bevis på bemærkelsesværdigt journalistisk arbejde.

Det er bestyrelsen i Kreds Fyn, der udpeger vinderen blandt de nominerede. Med prisen følger æren og en statue udformet af kunstneren Jens Galschiøt.

Afdækket over ni måneder 

I begrundelsen for Louise Ravns indstilling til prisen stod der blandt andet:

- Ene kvinde har hun drevet den ene afsløring efter den anden frem, som har vist, hvordan det tidligere byrådsmedlem tjente penge ved hjælp af sine familiemedlemmer, der misbrugte deres kommunale stillinger til at sikre Tina Bue arbejde i sin private kursusvirksomhed.

- Over ni måneder har hun afdækket problemer i Nordfyns, Kerteminde, Assens, Middelfart og Odense kommune, der har ført til interne og eksterne undersøgelser samt politianmeldelser.

Journalisterne Gitte Gedde fra Fyns Amts Avis og makkerparret Rune Blichfeldt og Jonas Ancher Nyeng fra Fyens Stiftstidende var også nomineret til prisen.

Oversigt

    Oversigt