Tyve stjal dyre designermøbler fra fynsk slot

Natten til onsdag den 2. januar begik tyve indbrud på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Majestætiske Hindsgavl Slot i Middelfart kan få mange til at tabe kæben af ren og skær beundring. Det store hotel- og konferencecenter var dog ikke for stor en mundfuld for en eller flere tyve.

Mellem den 1. januar klokken 22 og onsdag morgen klokken 6 brød gerningsmændene ind i slottets bibliotek og marmorsal. Herfra stjal man ti Arne Jakobsen-stole af modellen 7'er, to stole af Arne Jakobsens model Svanen samt to PH-lamper.

 

 

Politiet ved endnu ikke, hvordan tyvene er brudt ind. Tyveriet blev anmeldt til politiet onsdag morgen klokken 7.20.

Et historisk slot

Hindsgavl Slots historie går tilbage til det 12. århundrede, og flere historiske begivenheder har fundet sted på adressen Hindsgavl Allé 7.

Blandt andet blev fredsaftalen, hvor Danmark gav afkald på Norge, underskrevet i slottes gemakker.

Den nuværende bygning blev opført i 1784, og i dag fungerer slottet som hotel- og konferencecenter med 120 værelser, 16 mødelokaler og en restaurant.

Derudover omkredses Hindsgavl Slot af en 40.000 kvadratmeter stor park.

Slottet ejes i dag af Realdania By & Byg A/S.

 

Hindsgavl Slot består af 120 værelser og flere mødelokaler og drives i dag af Realdania By & Byg A/S.
Hindsgavl Slot består af 120 værelser og flere mødelokaler og drives i dag af Realdania By & Byg A/S.
Foto: Hindsgavl Slot

Oversigt

    Oversigt