Ukendt H.C. Andersen eventyr dukker op af fynsk arkivkasse

Lokalhistoriker fra Fyn finder et hidtil ukendt eventyr af H.C. Andersen: Tællelyset. Det skriver Politiken.

Det er ganske vist. I bunden af en 15 kilo tung arkivkasse har en lokalhistoriker fra Fyn fundet et hidtil ukendt eventyr af H.C. Andersen med titlen "Tællelyset", skriver Politiken torsdag.

Det skete i begyndelsen af oktober på Landsarkivet for Fyn i Odense, hvorefter det gulnede hæfte er blevet nøje undersøgt af en af de førende danske H.C. Andersen-eksperter, Ejnar Stig Askgaard fra Odense Bys Museer.

Han er stærkt begejstret:

- Det er et sensationelt fund. Dels fordi det må henregnes til at være Andersens første eventyr, og dels fordi det vidner om, at han har beskæftiget sig med eventyrgenren som ung, før han havde et forfatterskab at byde på, siger forskeren til Politiken.

Han er ikke i tvivl om, at det er Andersen, der har skrevet det.

To andre førende H.C. Andersen-kendere, forskningsbibliotekar Bruno Svindborg fra Det Kgl. Bibliotek og professor, dr.phil. Johan de Mylius fra H.C. Andersen Centret på SDU, mener også, at teksten med stor sandsynlighed er af den verdensberømte dansker.

Lejlighedsdigte skrevet af H.C. Andersen dukker op fra tid til anden.

Sidste gang man gjorde et væsentligt fund i arkiverne af en hidtil ukendt tekst af H.C. Andersen, var i midten af 1920'erne, da litteraten Hans Brix fandt forfatterens erindringsværk "Levnedsbog" i Det Kgl. Bibliotek, skriver avisen.

Litterært set er "Tællelyset", som er titlen på eventyret, ikke på niveau med de mere modne og formfuldendte eventyr, som vi kender dem fra H.C. Andersens hånd, understreger eksperterne over for Politiken.

Der er tale om en ungdomstekst, som de anslår til at være fra hans skoletid. Især kaster de omtrent 190 år gamle papirark lys på den vigtige relation, som drengen H.C. Andersen havde med kvinden, han skænkede eventyret til, præsteenken madam Bunkeflod.

Hun boede på en stiftelse for agtværdige jomfruer og enker over for forfatterens beskedne barndomshjem. Det er en kvinde, som man ved, at H.C. Andersen besøgte, læste højt for og lånte bøger af som barn.

- Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen, står der på dokumentets første side.

- Det er et fantastisk lille dokument i historien om H.C. Andersen. Eventyret har været en gave. Det er et taknemmelighedsbevis til en kvinde, hvis hjem havde overordentlig stor betydning for ham, siger Ejnar Stig Askgaard til Politiken.

"Tællelyset", der er skrevet med sirlig blækskrift, er ikke H.C. Andersens eget originalmanuskript. Det er en såkaldt afskrift.

Efter det blev modtaget som gave af madam Bunkeflod, forærede et medlem af familien på et tidspunkt afskriften til et medlem af en anden præstefamilie i Odense ved navn Plum.

Det kan, mener Stig Ejnar Askgaard, tydes ud af eventyrets anden dedikation.

Oversigt

    Oversigt