Pistoler skjult i bøger: Det vælter ind med våben hos Fyns Politi

Det strømmer ind med våben hos Fyns Politi efter at frit lejde-aktionen begyndte 1. juni. Over 160 skydevåben er allerede endt i sikkerhed hos politiet.

Som en del af den nye rocker- og bandepakke blev det besluttet at gennemføre en landsdækkende frit lejde-aktion for aflevering af ulovlige våben til politiet. Målet er at nedbringe mængden af ulovlige våben i omløb.

Under frit lejde-aktionen er det muligt helt anonymt at aflevere ulovlige våben, våbendele, ammunition og eksplosivstoffer til politiet uden at risikere straf for erhvervelse eller besiddelse af våbnene.

Aktionen kommer i forbindelse med, at minimumsstraffen for ulovlig besiddelse af skydevåben og eksplosivstoffer fordobles fra et til to års fængsel.

Og her 20 dage inde i frit lejde-aktionen har Fyns Politi modtaget 163 skydevåben, 23 luft- eller fjedervåben og 71 styk blankvåben.                                                    

Derudover er der blevet indleveret flere håndgranater, en peberspray, en økse, et kanonslag, to knojern og en større mængde ammunition over skranken på politigården i Odense.

- Vi gør det for at fjerne våben, der kunne falde i de forkerte hænder. Derfor er det en betryggende måde at få folk til at aflevere dem og få dem destrueret, siger politiinspektør Johnny Schou.

Politiet tager anonymt imod våbene, og derfor ved Johnny Schou ikke, om våbene indleveres af bander eller civilie.

- Vi har ikke en registrering af, hvem der afleverer våben, men det er ikke tydeligt for os, at det er banderne, der står i kø for at aflevere de våben, de er i besiddelse af, fortæller politiinspektøren. 

 

Fyns Politi

 

Oversigt

    Oversigt