I det fynske folks tjeneste

Forsøg på brand i Nyborg: - Vi kan ikke udelukke, at det er samme gerningsmand

Fyns Politi har efterforsket en garage, efter personalet har opdaget et forsøg på ildspåsættelse. Forsøget er formentlig sket i sidste uge.

Garagen indeholdt elektriske køretøjer, og man kan i kanten af porten se, at der har været forsøgt at antænde ild. Foto: Louise Koustrup / TV 2/Fyn

De seneste tre måneder har der været ni brande i Nyborg inden for samme område omkring volden. Tirsdag var Fyns Politi ude at efterforske en garage, der var forsøgt påsat formentlig torsdag i sidste uge. 

Tirsdag anmeldte personalet på Låddenhøj i Nyborg, at der i en garage op til adressen så ud til, at der var forsøgt at antænde brand. 

- Vores efterforskere var dernede at lave nogle undersøgelser. Vi kan ikke udelukke, at det er samme gerningsmand, siger Carsten Dichmann, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi. 

Læs også Mistænkelig brand i Nyborg: Anholdt person er løsladt igen

Garagen indeholdt elektriske køretøjer, og man kan i kanten af porten se, at der har været forsøgt at antænde ild. Personalet har lavet en efteranmeldelse tirsdag, da det formentlig er sket torsdag i sidste uge. 

Der er altså ikke tale om en ny brand efter løsladelsen af den 51-årige mand, men et forsøg på ildspåsættelse, der fandt sted i sidste uge. 

- Vi er opmærksomme på, at det fylder en del i lokalområdet. Vi gør alt, hvad vi kan, siger Carsten Dichmann.

Hvis man har oplysninger angående sagen, er Fyns Politi meget interesseret i henvendelser. Du kan kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114. 

Brande i Nyborg de seneste fire måneder.  Foto: David Moritz