I det fynske folks tjeneste

Vil ikke gemmes væk som grimme ællinger

04:10

Foto: Christoffer Laubel

1 af 2

Omkring 1000 mennesker fra hele landet forventes til stort musikarrangement i Kongens Have i Odense.

De udviklingshæmmede skal ikke pakkes væk på bosteder, men skal ud i virkeligheden. Det er baggrunden for, at H. C. Andersen Festivals i Odense tirsdag fylder Kongens Have med musik og fest kun for udviklingshæmmede og deres familier. Det sker under titlen Silhuetten.

Det var det københavnerbaserede eventbureau, Lavuk Entertainment, der selv kontaktede H. C. Andersen Festivals og søgte om at få lov at lave en koncertdag for udviklingshæmmede på festivalen. Det har bureauet nu gjort sammen med festivalen og det odenseanske Pro4, som er et alternativt beskæftigelses- og samværstilbud.

- De udviklingshæmmede skal ikke gemmes væk på en parkeringsplads i udkanten af byen som den grimme ælling, men skal ud hvor tingene sker, siger Casper Lechner Petersen, der er eventkoordinator i Lavuk Entertainment.
Han glæder sig over, at de udviklingshæmmede nu har fået plads midt i Odense i Kongens Have.

Lavuk Entertainment er udsprunget af 5 selvejende bosteder i København, der drives for offentlige midler.
I starten af 2016 oprettede bostederne Lavuk Entertainment, hvor de handicappede selv er en del af medarbejderstaben.

Det betyder, at det er de udviklingshæmmede selv, der er med til at vælge, hvem de gerne vil høre, når de arrangerer koncerter.

Tirsdag er der kendte navne på programmet. Kato, Klumben & Raske Penge, Fallulah og Rugsted & Kreutzfeld går alle på scenen tirsdag eftermiddag og aften i Kongens Have til arrangementet, der har Jøden og Jonny Hefty som konferencierer, og som kræver en indgangsbillet.

 

Ved du noget? Så send os et tip