VM i cykelcross gav økonomisk indsprøjtning på Fyn

Dette års VM i cykelcross i Bogense gav ekstra penge i kassen hos fynske forretningsdrivende, viser analyse.

Der kan være gode penge i at afholde store sportsbegivenheder.

Flere fynske forretningsdrivende har således tjent en pæn skilling på dette års VM i cykelcross i Bogense.

En analyse fra revisionsfirmaet Ernst & Young viser, at arrangementet gav en direkte bruttoværditilvækst på 12 millioner kroner på Fyn.

VM-arrangementet tiltrak mere end 15.000 besøgende. Halvdelen var udenlandske, og der kom især mange tilskuere fra Holland og Belgien, som er to af Europas største cykelnationer.

Analysen viser, at de udenlandske tilskuere havde et noget større forbrug end danskerne. Pengene blev primært brugt på overnatning, mad, drikkevarer, transport og merchandise.

Ud over den direkte bruttoværditilvækst på 12 millioner kroner har Ernst & Young beregnet sig frem til, at der er indirekte og afledte effekter på yderligere 14 millioner kroner.

VM i cykelcross blev afholdt 2. og 3. februar og transmitteret til en række lande. Ifølge analysen nåede VM ud til 51 millioner tv-seere i 76 lande.

Oversigt

    Oversigt