I det fynske folks tjeneste

Wozniacki ofrer gerne førsteplads for slam

Den danske verdensetter i tennis, Caroline Wozniacki, sætter alt ind på at vinde en grand slam i 2012.

Selvom Caroline Wozniacki har imponeret stort ved at beholde placeringen som verdens nummer et gennem hele 2011, er der stadig en ting, der nager den 21-årige dansker.

Hun mangler en grand slam-titel for at få ro i sindet, og det hængeparti skal ordnes i 2012.

- Der er fem rigtig store turneringer næste år, og dem vil jeg have fuldt fokus på. Jeg vil sætte alt ind på at tage en grand slam-titel og vinde en medalje ved OL.

- Det er mine helt store mål, og hvis det, at jeg prioriterer anderledes, skulle betyde, at jeg mister min førsteplads, så må jeg tage det med, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Førstepladsen har givet Wozniacki en masse opmærksomhed, og den har lagt et enormt pres på hende.

Nu vil hun flytte fokus.

- Jeg vil tænke lidt mere på mig selv og ikke så meget på førstepladsen. Jeg vil tage en turnering ad gangen, og så må rangeringen følge med. Du kan sige, at jeg vil tænke mere på mig selv end på førstepladsen, siger Caroline Wozniacki.

Tirsdag blev fynboen kåret til årets tennisspiller i Danmark.

Ved du noget? Så send os et tip