400 samlet til festival i Tommerup: - Det er megafedt at mærke noget energi

400 unge mennesker er samlet til festival i Tommerup. For manges vedkommende var det den første, siden coronapandemien brød ud.

Det er ikke kun EM-holdet, der skaber glæde på Fyn i disse dage. 

400 unge mennesker fra hele landet i alderen 13-19 år er samlet til Wonderful Days - en festival ved Tommerup Efterskole, der varer indtil lørdag.

Her sover de unge mennesker i camps, og de bruger tiden på alle mulige forskellige aktiviteter, får musikoplevelser, snakker om stort og småt og skaber nye venskaber. 

Festivalen er især for nuværende og tidligere efterskoleelever.

- Det er hyggeligt. Især når man kan møde nogle af dem, der gik på den samme efterskole, som man selv gik på, siger Tange Frederik Fast.

Han har selv gået på efterskole, men skal efter sommerferien starte på Aarhus Katedralskole.

Og udover at møde gamle venner, så er det også dejligt bare at kunne samles igen. 

Noget der har været tiltrængt efter et år med corona.

- Det er megasjovt. I går havde vi koncert med Patina, hvilket var utrolig fedt. Det er længe siden man har haft følelsen af at stå inde i et festivaltelt med livemusik og hoppe i takt med 400-500 mennesker, siger Tange Frederik Fast.

 - Det er megafedt at mærke noget energi fra så mange mennesker. Det er lang tid siden, man har oplevet det, siger Julie Meier Refshauge, der går på gymnasiet i Kolding. 

'Lægger corona på hylden'

Det er en flok frivillige fra KFUM, som står bag festivalen. 

Den startede mandag den 5. juli, og slutter på lørdag den 10. juli. Ifølge Helle Videbæk, der er festivalchef på Wonderful Days, har festivalen krævet en hel del planlægning på grund af coronarestriktioner.

Hun fortæller, at der selvfølgelig er stor fokus på forholdsregler som test, afspritning og afstand.

- Udover det så prøver vi faktisk virkelig at lægge corona på hylden, for vi har også nogle deltagere, der bare har rigtig meget brug for, at der ikke bliver sagt corona hele tiden, siger Helle Videbæk.

Festivalen har kun været i gang i tre dage, men hun er glad for, hvordan det hele er gået. 

- De har glædet sig - tror jeg - som aldrig før til at komme. De giver den så sindsygt meget gas, fordi der lige pludselig er noget, der ikke handler om corona, fortæller Helle Videbæk. 

Oversigt

    Oversigt