I det fynske folks tjeneste

Beruset mand vandrede rundt på motorvejen

Fyns Politi måtte natten til søndag hente en noget påvirket mand, der spadserede rundt på Fynske Motorvej.

En beruset mand blev natten til søndag anholdt gående på Fynske Motorvej. (Arkiv) Foto: Per Colstrup

En 30-årig mand fra det nordlige Odense fik en overnatning i detentionen på politigården i Odense, efter han natten til søndag var blevet anholdt for at gå rundt på motorvejen på Vestfyn.

Manden blev klokken 04.26 truffet ved Nr. Aaby gående på motorvejen i vestgående retning men i det østlige spor.

- Han kunne ikke rigtig svare for sig, hvad han lavede der, siger vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.

Læs også Rapkoncert fører til masseslagsmål og fire anholdte: 18-årig truer betjent på livet

Betjentene skønnede, at den temmelig berusede mand ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og de tog ham derfor med på stationen til afrusning. 

Den 30-årig mand blev løsladt igen søndag morgen, og er sluppet fra forseelsen uden en bøde eller en sigtelse, fortæller vagtchefen.

- Man må jo normalt ikke gå på motorvejene, men skønnet situation og hans desorientering er det en formildende omstændighed, så han slipper for en bøde. 

- Han er sluppet med en formaning om ikke at bringe sig i den situation en anden gang, siger Thomas Bentsen.

Læs også Blev truet med kniv: 23-årig anholdt for bevidst at køre ung mand ned