Biljagt endte i træ

En 41-årig mand forsøgte først at stikke af fra politiet i bil derefter til fods, hvor en politihund jagtede ham op i et træ.

Natten til lørdag spottede en af Fyns Politis hundepatruljer en stjålet Fiat Ducato på Sortebrovej i Tommerup.

Da chaufføren ikke ønskede at standse for politiet, udviklede situationen sig til en halv time lang biljagt, inden manden kunne anholdes i et træ.

Biljagten begyndte 4.20, da overvågningssystemet i hundepatruljen gjorde opmærksom på, at nummerpladen på Fiat'en ikke passede til bilen. Herefter forsøgte den 41-årige chauffør fra Middelfart-området at stikke af fra politiet i bilen.

Først i bilen og dernæst til fods.

Efter en halv times biljagt i omegnen af Tommerup med flere patruljebiler i bakspejlet og med en hastighed, der ifølge vagtchef hos Fyns Politi Lars Thede, var "jævnt for stærkt", forsøgte manden at fortsætte sit kapløb mod politiet til fods.

Påvirket uden kørekort

Politiets hunde var dog også hurtigt ude af bilerne, og kort tid efter kunne manden anholdes.

- Han kravler op i et træ, og så sidder han dér med en hund nedeunder, fortæller Lars Thede til TV 2 Fyn.

Det viste sig efterfølgende, at chaufføren foruden at køre i en stjålet bil også kørte uden kørekort, mens han var påvirket og med, hvad politiet mener er, tyvekoster i bilen.

Den 41-årige mand sidder lørdag morgen fortsat hos politiet, hvor jurister vil afgøre, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.

 

Oversigt

    Oversigt