S har ikke sat navne på
I øjeblikket er Lone Smidt, tidligere tillidsmand i Nyborg Kommune, næstformand i FH-Fyn.
Men hun er også konstitueret på formandsposten efter Helle Nielsens pludselige dødsfald.
Der er endnu ikke fastsat en dag for formandsvalget i FH-Fyn, og det vides ikke, om flere kandidater stiller op.
Mandag er der møde i forretningsudvalget, hvor emnet diskuteres. Men det ligger fast, at Lone Smidt før valget på et forretningsudvalgsmøde i FH-Fyn oplyste, at hun går efter formandsposten, hvis ikke hun blev borgmester.
Forretningsudvalgsmedlem Carsten Kringelum Duus kritiserede før kommunalvalget Lone Smidt for at spille på to heste - både på sin politiske karriere i Nyborg og formandsposten hos FH-Fyn.
Han mener hendes hovedfokus bør ligge et sted, nemlig på formandsjobbet, har han udtalt til DR Fyn.
Det er en udtalelse, han ikke ønsker at kommentere yderligere på inden mødet mandag.
Den tidligere formand, Helle Nielsen, sad dog i perioder i både Odense Byråd og som formand for FH-Fyn.
Intet svar
Lone Smidt har ikke svaret på TV 2’s spørgsmål om, hvorvidt hun fortsat ønsker at stille op til formandsposten i FH-Fyn.
Hidtil har Lone Smidt været formand for kultur- og fritidsudvalget i Nyborg, 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget, ældreudvalget, beskæftigelses- og integrationsudvalget og skole og dagtilbudsudvalget.
Men udvalgsstrukturen ændres i den nye valgperiode fra 8 til 6 fagudvalg med hver 7 medlemmer - hvis man ser bort fra økonomiudvalget, der til gengæld vokser fra 7 til 9 medlemmer for, at alle partier er repræsenteret i den nye konstituering.
Der indføres samtidig honoraraflønning til alle næstformand med cirka 40.000 kroner om året.
Socialdemokratiets byrådsgruppe mødes først på søndag for at sætte navne på, hvilke seks socialdemokrater, der skal repræsentere partiet på de forskellige poster, og om forskudsopgørelsen skal laves helt om.
Formandsposten hos FH-Fyn aflønnes med 49.000 kroner om måneden. Det samme gør næstformandsposten.