Hus brænder voldsomt
kopieret!
Hele 22 brandfolk rykkede ud til en voldsom brand i et hus på Tunnelvej i Nørre Aaby på Vestfyn torsdag eftermiddag.
Der er tale om et hus og et værkssted, som støder op til hinanden. Ilden har godt fat i værkstedet, og den har nu bredt sig til huset, oplyser operationschef hos Trekant Brand, Erik Eg, til TV 2 Fyn.
- Det brænder kraftigt, siger han og tilføjer, at branden lige nu er “i fuld gang”.
Tre brandbiler, tre tankvogne, en stigevogn og en slangetender rykkede ud, oplyser operationschefen.
Kommer til at tage timer
Han fortæller videre, at man nu har sat “ekstra sprøjter på”, og at brandfolk kommer til at arbejde med slukningsarbejdet i “nogle timer endnu”.
- Alle personer er ude, så der er ingen personskade, siger operationschefen.
Han oplyser, at røgen stiger lodret op, så beboere i området ikke behøver at frygte for den.
Årsagen til branden er endnu ukendt. Når slukningsarbejdet er færdigt, skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå årsagen.
Anmeldelsen indkom via 112 klokken 13.58.
Hvem, der indgav anmeldelsen, kan operationschefen ikke svare på. Beredskabet var på stedet kort tid efter.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt.