Håndsprit rives ned fra hylderne: - Fra travlt til kaotiske tilstande

Overarbejde i weekenden og produktion i døgndrift er den nye hverdag for cirka 90 ansatte på en virksomhed i Assens. 

Kampen for at undgå coronavirus kræver håndsprit. Masser af håndsprit.

Det betyder ekstraordinær travlhed hos den fynske virksomhed Kiilto, der leverer desinfektion til sygehuse og sundhedsvæsen i Skandinavien. 

- Vi følte, vi havde travlt inden torsdag i sidste uge, men da den første dansker - og næsten samtidig den første nordmand og svensker - blev smittet, så eksploderede det fuldstændig. Vi gik fra travlt til nærmest kaotiske tilstande, siger direktør Bo Eriksen til TV 2/Fyn. 

Overarbejde i weekenden

I Assens har virksomhedens omkring 90 medarbejdere derfor fået mere travlt end nogensinde, så de kan følge med på den voldsomme efterspørgsel.  

- Vi arbejdede over i weekenden, så vi nu kører 24 timer i døgnet. Der er tryk på, siger procesoperatør Jesper Nørbo Sørensen, der fortæller, at de ansatte har taget jahatten på.

- Det er fedt at vide, at når jeg tager på arbejde, kan det gavne ude i verden. At der er brug for det, giver lidt ekstra gåpåmod, fortæller han.

Stoppet for eksport

Virksomheden har været rundt på det europæiske marked for at finde materialer, så den kan holde produktionen kørende. 

Der er blevet lukket ned for eksport til andre lande end Norge og Sverige, og samtidig bliver der prioriteret i kunderne, så sundhedssektoren får først. 

Direktøren håber, at virksomheden i Assens kan levere håndsprit længe endnu. 

Ti danskere er smittet

Der er ti danskere, der er smittet med covid-19. Flere af dem har været turister i Norditalien, hvor Europas største udbrud finder sted.

På verdensplan er det Kina, som er hårdest ramt med flest smittede. Det var her, at virussen første gang blev opdaget.

Det tager mellem 2 og 12 dage, fra man bliver udsat for smitte, til man bliver syg.

Sådan kan du gøre

Sundhedsstyrelsen anbefaler tirsdag aften alle danskere at blive hjemme i to uger, hvis de har været i Kina, Iran, dele af Sydkorea eller fire regioner i Norditalien, som er hårdt plaget af coronavirus.

Desuden råder Sundhedsstyrelsen alle danskere til at sørge for god håndhygiejne med håndvask og eventuelt hånddesinfektion i kampen mod at undgå at blive smittet. 

Du kan holde dig opdateret på myndighedernes anbefalinger i forbindelse med coronavirus her.

 

Oversigt

    Oversigt